Slutspurten

Efter mødet med Morgane - en fransk skønhed som ikke kunne høre forskel på "bitch" og "beach", besluttede hun at følge mig på min rejse mod Iguazú - en nationalpark med tropisk klima og 275 vandfald på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Her inkvarterede vi os på et backpacker hostel og tog derefter direkte til nationalparken hvor du skulle betale en mindre formue for blot at traske rundt. Vi havde self ikke nok penge med, så vi endte med ikke at havde råd til frokost, da vi ville på hele bådturen. Vi startede ud med en aktivitet i speed båd hvor man blev kørt ind i selve vandfaldet og derved plaskvåd! Det var fantastisk at føle sig så levende og dog så tæt på at drukne.. Derefter løb vi afsted da vi var i tidsnød, videre til toget. Flere turister kiggede vredt på vores dryppende tøj. Ja ja, backpacker stilen er altså uden regnslag! Derefter kom vi op og fik mulighed for at få en panoramisk udsigt over den brasilienske side af vandfaldet.. Til slut tog vi en gummibåd gennem et dyrereservat hvor vi så en krokodille, fulge og forskellige gigantiske bambus former. En utrolig rolig og meget kold tur tilbage. Om aftennen var der Samba lektioner på hostellet og god buffet.

Efter mit spontante smut til Iguazú, ankom jeg tilbage til mit udgangspunkt; Villa el Salvador. Her er ikke sket meget nyt, udover at vejret er blevet forfærdentligt kedeligt og gråt. Dette overskygger dog ikke min erhvervede elskov til gadens larme, lugte og liv. Kumbia musik, brændt affald og øldrikkende arbejdere er hvad man møder på sin vej gennem Alasko som er hovedvejen vi bor lige opad. Her er desuden ankommet nye danske volontører som allerede er ved at sprede vingerne ud til deres gringo trails. Det er rart at se at der er kontinuerlighed i arbejdet her og omkring Cepromup. Hvor nogle slipper tager andre over, så egentlig var det ikke mærkeligt for at mig at vende tilbage. Tilgengæld var det underligt at de forhenværende volontører ikke var at finde her.. De sidste par dage er blevet brugt til fest, gensyn med elever/lærere og en lille afslapning. I morgen går turen til Danmark, og jeg er fyldt til randen med tanker om fremtiden, minder og savn - præcis ligesom i mit første blog indlæg. Til ende, vil jeg gerne citere 2 forskellige citater om at rejse og reflektere:

..."Indoneserne kalder på deres poetiske sprog det at rejse for at få vasket øjnene. Jeg hører ofte den indvending mod at rejse, at rejsen blot er en form for virkelighedsflugt. Men der er også meget flugt i at blive hjemme og forskanse sig i en historisk og begrænset identitet. Det, man ser hver eneste dag, ender man med ikke længere at se. De ord, man hører hver eneste dag, ender man med ikke længere at høre. Nationalistens erhvervsskade er blindhed og døvhed, paradoksalt nok også over for det land, han hævder at elske så højt. Den rejsende derimod ser ikke blot de andre. Han ender med også at se sig selv udefra med den rejsendes nysgerrige blik. Med nyvaskede øjne ser man to ting klart: Sine egne begrænsninger og sine egne muligheder."

Carsten Jensen

... "Når man rejser, bliver livet reduceret til det essientelle, at spise, at sove, at vandre. Det efterlader tid og rum til tanker og overvejelser. Når man rejser, revurderer man sine værdibegreber og sin plads i verden, og når man rejser tilegner man sig verden i en labyrint af vilkår, som er stik modsat den fastlagte hverdag. Det er ganske lidt der bliver, som man havde planlagt - heldigvis. Man kommer til at holde af mennesker og steder, og dog skilles man. Men de ekstatiske øjeblikke bærer man fortsat i sig, og de bliver ved med at gløde".

Bruce Chatwin

Loving Buenos Aires

Den sidste aften loeb vi toer for penge i Valparaiso. Kelseys kort var blevet spaerret, og jeg havde valgt at lade mit blive i Santiago da jeg jo troede jeg kun skulle vaere der ca. 1 dag.. Vi samlede derfor vores sidste centimos sammen og koebte en papvin og pasta. Derefter satte vi os udenfor vores vens doer og ventede paa han skulle komme hjem da vi jo ikke havde penge til et hostel. Bussen fra Isla de Negra broed sammen saa vi ikke naaede bussen mod Santiago. Det var fantastisk irriterende at foele sig saa haemmet ved ingen penge at have. Det er uheldigvis sket en del gange for mig nu, men man finder altid en loesning - ellers maa man sulte, det er sikkert ogsaa meget sundt at proeve engang imellem.. En dag vil jeg rejse med et bestemt beloeb af penge og saa skal det bare raekke. Efter at vaere blevet begreanset vaerdsaetter man det paa en maade mere..
Efter en overnatning i Santiago, fortsatte jeg mod Mendozas fortryllende vinmarker. Ankom sent om aftennen pga. bussen igen- igen broed sammen paa graensen mellem Chile og Argentina. Vi sad derefter i 2 timer og isfroes. Jeg naede derfor ikke bussen videre og maatte paent vente til naeste dag. Sidste gang jeg tager de shitty busser, billige men yderst upaalidelige med loefter om komfortabilitet og varme saeder - as if!
I Mendoza moedte jeg adskillige folk fra tidligere hostels hvilket var nice nice. Tog paa vinsmagningstur paa cykel med to spansktalende piger fra Qebeck. Vi proevde omkring 8-9 forskellige vine, saa slingrede da lidt paa hjemturen. Det var nu udaerket at ankomme til det forstaaelige spanske sprog igen. Chilenere traekker ordene sammen, cutter `s´erne af og bruger slang som f.eks. "Catchay?" - Forstaar du? Man skal lige braekke koden for accenten foer man faar det hele med.. Jeg finder det utrolig interessant at sammenligne landene. Mange europaere fortaeller at alle de sydamerikanske lande mere eller mindre ligner hinanden, og ja naturligvis har de mange forhold til faelles, men hvor er der ogsaa mange forskellige i folk, sprog og mentalitet, hvis man forsoeger at komme ind under kulturen. Samme aften tog jeg videre mod Buenos Aires hvor jeg nu har vaeret 3 dage. Byen er sammensat af forskellige flippede kvarterer som f.eks. La Boca og Palermo Viejo. Her er en del gadekunst og de soedeste huse i vidt forskellige primaer farver. Milhouse, hvor jeg er inkvarteret er placeret lige ved den stoerste Avenue i BS AS - 9 de Julio. Der er derfor gode metro forbindelser og man kan lige skimte den kendte obelisc. Bor paa vaerelse med 3 piger fra Californien og de er noget for dem selv, skal vi sige det saadan! Derudover min nye bedste veninde Morgan fra Frankrig og Cris fra London. Vi er blevet lidt "de tre musketer" som fjoller rundt, rigtig hyggeligt. I gaar var vi paa Pachá - en velkendt natklub, og aldrig har jeg set saa mange dansende mennesker foer i hele mit liv.. Der var flere niveauer og gode muligheder for at oeve sit spansk hvis ikke musikken havde vaeret saa hoej. I faargaars spiste vi fint med god traditionel, argentinsk boef og roedvin.. Under middagen var der tango show.. Nej hvor er det en flot dans.. Vi har aftalt at vi skal have taget nogle lektioner, men det er maaske en ting jeg ikke behoever at laere.. Det ser simpelthen saa svaert ud, men hvor er det elegant og med foelelse. I aften laver vi mad og hjemme og tager i teatret. Tirsdag tager jeg videre til Iguazu falls og derefter Lima i fly. 2 busture tilbage paa 17 timer - lige til at overleve.. Da der er under 10 dage tilbage blev jeg jo noed til at planlaegge min resterende rejse. Kan man finde paa en federe afslutning end Buenos Aires? Mange steder er dog lukket pga. den haergende svine influenza.. Udover jeg har moedt et par som paastod at have sygdommen, har jeg ikke maerket noget til det. Dog fortalte en af mine brasilienske venner mig at det var blevet advaret mod at tage til Argentina, da sygdommen skulle vaere vidtspredt her.. Omkring 10.000 er blevet syge saa det skal da bestemt tages serioest, dog bliver alt overdrevet i mediernes skraemme kampagner - skandaler saelger, det skal jeg lige love for!
AAh jeg savner mit sprog.. Det blir godt at komme hjem og tilvaenne sig dansk igen.. Jeg finder mig selv taenkende paa engelsk og glemmer selv de mest simple ord paa dansk.. Det er vel prisen man betaler for at have venner fra rundt om i verden. I saa fald er jeg villig til at betale den..

Te amo, Valparaiso!

Efter ankomsten til Santiago viste metroen mig vejen til Casa Roja - Et backpacker hostel fyldt med soede mennesker, liv og en kold, kold swimmingpool. Da sengen foerst var fri kl. 15, tog jeg paa en lang sightseeihng rundt i Santiago. En flot storby med hjerte. Efter et udsoegt besoeg paa kunstmuseet Bellas Artes, frokost og gaatur rundt med udsigt til bakket, groent landskab.
Dagen efter tog jeg til Valparaiso. En lang gaatur ved sydamerikas vigtigste havn som idag anses for vaerende Chiles kulturelle hovedstad. Byen er super kompakt med rodet byplanlaegning. Bestaaende af et visuelt univers af smalle gader fyldt med fascinerende gadekunst og tilhoerende unge, filtrede gadekunstnere er byen et vaeld af farver og forskelligt liv. Moedte en tysker som studerede arkitekt i et halvt aar.. Alt for fedt.. Da jeg var paa opdagelse var det nemt at blive vaek i de mange hyggeligt cafèer med bogstaver og fine haandvaerksbutikker. Om aftennen moedte jeg Kelsey - en vild amerikaner som jeg efterhaanden er blevet rigtig glad for. Det er utroligt hvilke bemaerkninger man skal finde sig I ved blot at naevne sin nordamerikanske afkomst, dog haandterer denne unge politik interessede pige dog over al forventning, og det beundrer jeg paa det dybeste. Vi delte forskellige laekre fiske retter efterfulgt af den bedste flan ever. Med udsigt over havnen og de skoere bakker af Valparaiso foerte vi interessante samtaler og noed den udsoegte chilenske vin. Dagen efter havde jeg besluttet at tage hjem, men blev en ekstra dag. Jeg var inkvarteret hos denne ex-tango-dansende dame som tog varmt imod mig og forventede kun en smule penge for en seng og kaffe. Tidligt tog jeg paa 2. dagen til Viña del Mar som er kendt for laekre strande, uendelige vinmarker og groenne omraader.. Og waw hvor var det flot.. Moedte flere venlige mennesker som ivrigt fortalte om omraadet og dets historie. Efter endnu en gaatur ved vandet returnerede jeg til Valparaiso for at moedes med nogle venner. Aftennen gik med roedvin og chillet musik i en fyrs lejlighed som Kelsey havde moedt gennem Couch Surfing. Det er sjovt med chilenske fyre.. Langt vaek fra ligner de allesammen Thomas Levin og taet paa snarere grimme latino lovere med roede ojne og fedtet haar, dog ser de noget bedre ud end de bolivianske og peruvianske fyre, saa ikke daarligt. I dag vaagnede vi ovenpaa toemmermaends banken og efter god morgenmad paa fortovsrestaurant, tog Kelsey og jeg til Isla Negra hvor poeten Pablo Neruda er begravet. Uheligdigvis for os er mandagen aabenbart stor-lukke dag for museer, saa det blev kun til et smugkig paa hans hus fra lang afstand og et frisk pust af salt.
Hvad kan jeg sige - Jeg er forelsket i Valparaisos legende arkitektur og brunede historie, for slet ikke at tale om alle de seje mennesker. En dag endte med at blive til 4, men i morgen saetter jeg atter kursen mod Santiago og derefter, hvem ved..

Fe!

Man kan staa paa et stejlt bjerg med en fantastisk udsigt, hvorefter man kan klatre videre til det naeste, og derefter faa udsigt til det foerste, nu mindre bjerg, som man troede skulle vaere det flotteste og stoerste man nogensinde skulle se. Konstant overumpler bjergudsigter, saltoerkner og isolerede oer med blaa, blaa vand min hidtil forstaelse og beundring af naturens kraefter. Man vil altid finde udsigter, bekendtskaber eller udtryksformer, som er stoerre eller bedre end det man hidtil har oplevet. Men for at vi i sandhed skal laere at nyde livet i konstant beundring og refleksion, maa man laere at saette pris paa det man har, velvidende om at der med garanti findes noget endnu smukkere. Det er den skat vi betaler for at leve i en saa stor og forunderlig verden.
Disse ord og min fulde respekt gaar til de mennesker, som mestrer denne kunst.



Paa denne rejse har jeg laert flere ting om livet. Man maa laere de rigtige tidspukter hvorpaa man skal fylde og indskraenke sig - Dette gaelder for saavel bagage som personlighed. En anden vigtig erfaring maa vaere troen paa det gode i mennesket og derved ogsaa dig selv. Navngivningen for dette blogindlaeg; "Fe!" refererer til det spanske ord betydende "Faith" eller "trust" paa engelsk. (Der er ikke nogen praecis oversaettelse pga. vores indskraenkede ordforraad, saa bliver noed til at laane fra det engelske.) Efter ubehagelige episoder, maerkes man gang paa gang ved uvisheden her i tilvaerelsen. "Vil den mand mig noget ondt, han kiggede maerkelig", "Hvorfor tager han min taske - maaske han vil stjaele den!" Disse tanker har gennemsyret mit sind flere gange under diverse busture og hvis jeg skal vaere helt aerlig, skammer jeg mig over dem. Ikke dermed sagt at man skal vaere evig optimist eller naiv, men man maa da heller ikke ende med at tro mennesker vil en noget ondt, naar de blot proever at hjaelpe. Det er svaert for mig at finde balancen mellem at vaere forberedt, og stadig nyde omgivelserne saavel som menneskene. Jeg moedte fornylig to brasilienere. De var meget overraskede da jeg berettede om min begejstring for La Paz. De fortalte derefter om deres oplevelse udelukkende havde vaeret at vaere buret inde paa deres hotel vaerelse fordi de havde laest i Lonely Planet at det var farligt at gaa rundt i byen om aftennen. Sandt nok - jeg har da hoert om mange tyverier, men hvis man ikke tager chancer paa sin vej, laerer man jo aldrig nget nyt.

La Paz

Efter to punkterede daek og strejke omkring Cuzco pga. den idiotiske peruvianske regering, blev vi smidt af paa et tilfaeldigt fortov i La Paz. Vi fandt to andre som ogsaa soegte party hostellet: Loki, og fulgtes derfor i en taxa som vi fik prajet efter 30 min i den umulige centrum trafik. Vi sov med 8 andre i et stort, dejligt og lyst rum. Vi moedte en bunke sjove folk over bla. pop quiz, den bolivianske oel, Bock og pool. Udover en perfekt blanding af fest og afslapning, besoegte vi Coca museet som formidlede den barske historie og vestens opfindelse af Kokain, og derefter krigen mod stoffet som kostede flere mennesker livet end selve indtagelsen af kokain rent faktisk ville. Det gav ogsaa indblik i hvor vel integreret tyggeriet af coca bladet var og til stadighed er i idag i lande som Peru og isaer Bolivia. Jeg finder det nu ikke som noget saerligt, selvom jeg da godt kunne maerke effekten.

Salar de Uyunie

Paa min rejse gennem Bolivia og Chile, er jeg begyndt at lide af savn til junglen. Disse efterlevn beror paa lydene, samtalerne og foelelsen af ikke at vaere til stede paa noget kort og derved i konstant isolation. Hvad jeg ikke savner, men derimod griner af, er de amerikanske tourister som halvvredt spoerger hvad tid dyrene kommer frem saa de kan faa deres billeder - Det er et naturreservat, ikke en zoo! Vi havde et par lignende tourister paa vores 3-dages tur i Salar de Uynuie, som er verdens stoerste saltoerken, lokaliseret i Bolivia. De brokkede sig konstant, hvilket jeg proevede at ignorere, men da de til sidst blev irriterede over at vi kun saa omkring 20 lyseroede flamingoer blev jeg noed til at saette dem paa plads. De havde set dit og hoert dat, ja - men der er forskel paa saesonen! Naturen kan ikke styres at mennesket, og det er da netop det som goer den til det mest fantastiske og rene her i verden. Udover det var turen i salt oerkenen fantastisk. Vi havde ned til 20 minus grader - stik den DK - og gruppen varmede sig derved op med spiritus, som endte med benzin -> ild paa gulvet, og roedvin paa dugen - Woops. Vinduet i jeepen froes fast da en pige skulle have et billede ud af vinduet, hvilket gav kold, kold luft ind i bilen paa vej til gejserne og solopgangen kl. 4 om morgenen. Udsigterne vi saa ved sol op og nedgang var ubeskrivelige. De mest perfekte moerke bjerge, de heftigste gejsere oplyst af fuldmaanen, de store misformede vulkaniske sten som var spredt omkring Licancabur som er en vulkan placeret paa graensen mellem Chile og Bolivia samt de farvede laguner som vi fik fint udsigt over fra bjergene.
Jeg er nu i San Pedro, Nordchile og i morgen tager jeg videre til Valparaiso naer Santiago. En 27 timers koeretur hvilket foraarsagede at jeg naermest tvang en bog ud af en chilener som virkede lidt skraemt, en land historie.

Udover en guidet tur til Valle de la Luna med to andre piger, lejede jeg idag en cykel og koerte rundt i det chilenske landskab. Der var god mulighed for trekking hvilket jeg benyttede jeg af. Fantastisk, ubeskrivelig tur uden kamera.. Nu lidt chilensk roedvin som er fyldigere end noget andet, efter et forhaabentlig varmt bad og saa farvel til San Pedro i morgen tidlig. Hvem ved hvor jeg er i naeste uge, masske paa snow board i Barloche eller i B.A. for at nyde laekkert koed og god musik? Planlaegning er der ikke meget af, men en ting er sikkert, den sidste tid skal nydes!

Opsamling af peruvianske stemninger

Efter 3 uger i Manu reservatet, er jeg nu endelig blevet af-jungleiseret. Hvordan kan man forklare den overvaeldende natur, den skraemmende fornemmelse ved at vaere et saa isoleret sted HVIS nu noget skulle gaa galt, den ansvarsloese behandling af boern - den nye generation?



Manu & Nuevo Eden

Gennem jungle forloebet deltog vi i forskellige projekter. Det primaere projekt var engelsk undervisning af 8 boern mellem 8-11 aar paa en landsby. Gennem lege og samtale forsoegte vi at stimulere deres vilje til at laere og derigennem maaske give dem et stoerre perspektiv. Efter utallige glaskuglespil, forbold matches, forskelligt arbejde paa vedligeholdelse af skolen og lakrids-spiseri, var afskeden noget soergeligere end jeg havde forestillet mig. Jeg kan ikke beskrive min tilknytning til disse vidundere, jeg havde blot lyst tilat sidde i et hjoerne og studere dem.. Observere hvordan deres naermest hvide laeber sugede morgenmaden som mest af alt smagte af en blanding af lim og bagepulver, lytte til deres energiske raab og evindelige lyst til leg..

De andre dage kultiverede vi omkring bananplantagen samt hjalp til med at reparere broer.. Jeg har faeldet de stoerste traer, leet med de yngste piger som kom slaebende med deres unger mens manden var paa druk, samt set de stoerste edderkopper med laadne ben og andre kryb.

Freddy som var den ansvarlige paa lodget var desuden fantastisk at tilbringe tid med. Altid klar paa oel og sjov selvom der nu ikke var meget at lave efter kl. 18 hvor det blev kulsort. Jeg vaagnede en halvmoerk morgen med torden og lyn. Lydende og lyset var en fantastisk oplevelse kl. 4 om morgenen paa traeterrasen med den obligatoriske torden kaffe.

De foerste par dage var dog ulidelige. Guiden havde ikke lavet andet end at koere haardt paa med skraemmekampagner om de stoerste og giftigste slanger og jaguarens angrebs teknik. Lydene i junglen kan ikke forklares - de skal opleves.. Eller maaske Hemingways beskrivelser kan goere det.. De kan drive dig til vanvid hvis du ikke laerer at lukke af og efter en tid, nyde junglens larm - og dog stilhed paa samme tid. Regnvejrsdage var der nok af, og det gav (uheldigvis) grundlag for arbejdsstop. Disse dage brugte vi paa fiskning/badning ved floden samt se gamle barbariske film og ANAKONDA maraton med Freddie - det var great!

Paa hjemturen var vi saa heldige at faa et lift af en guide som vi blev gode venner med.. Vi stoppede derfor et par steder for at nyde naturen og en enkelt byfest i en af de mindre landsbyer hvor jeg erhvervede mig en skade under et voldsomt bordfodbold spil. To sekunder efter jeg havde talt med nogle pigerboern som legende loeb rundt paa vejen,blev den ene koert over. Den lille krop rystede et par sekunder og derefter blev der helt stille. Lidt efter kom en mand og fyrede hende op paa skulderen hvorefter gaden blev tom. Foraldrene har ikke den samme ansvarsfoelelse for deres boern, maaske fordi mange af dem selv er boern.. I junglen loeber de rundt som let bytte for forbipasserende dyr, og i byerne ser man dem lege paa gaden helt op til midnat.

No go no. 1 - Paabegynd ALDRIG en spontan klipning i junglen uden bagspejl


Sacred Valley & Machu Picchu

Efter 4 dages trekking og mountainbiking, ankom vi endelig via vores arrangerede Jungle trail. Gruppen vi rejste med var alt for grineren og vi tilbragte derfor flere dage sammen i Cuzco hvor vi crashede diverse hostels, spillede dillema spil og hang ud paa vores stam steder.. Cuzco blev til udelukkende positive indtryk hvad angik vores hostal som hjalp os med baade det ene og det andet, det smukke Plaza de Armas, interessante ruiner som f.eks. Sachsa waman, Pisaq, Ollantaytambo og Chincero (Stederne er helt sikkert ikke stavet korrekt, men hvad ved I om det:)) Og bare dejlige mennesker generelt. Jeg tog paa en bjergkoersel med en af mine venner, hvor vi cruisede rundt i den endeloese sol med den bedste live CD af the Doors. Hoejlandet er ubeskriveligt smukt, og af og til fanger jeg mig selv i at taenke; kan jeg nogensinde bo i Danmark med en saa plan og uudfordrende natur?? Altsaa man kan ikke forestille sig hvor overvaldene natur kan vaere naar man kommer fra lille Danmark og himmelbjerget.
Naa - Machu Picchu var som en god ven forleden citerede det "alt for stenet" JRA JRA.. Og vi vandrede da gladeligt rundt paa de onkringliggende bjerge, den gamle Inka bro og sol porten som alt sammen var utrolig flot.. Da jeg uhgeldigvis fik mine vandrestovler "stjaalet", maatte jeg paent vandre rundt de sidste 2 dage i gummi sandaler med Hello Kitty plaster, hvilket foerer mig videre til NO GO NO. 2.

Puno
Ja, nu er vi jo saa i Puno igen og her er virkelig, virkelig koldt! Frost grader om natten dog bor vi taet ved Titikaka soen, hvilket goer det hele vaerd.. Vi var i dag ude paa to oer kaldet Uros og Tranquile. Uros oerne er kunstige og lavet af siv og jord brokker bundet simpelt sammen med snor.. Her er hytter og skibe lavet af udelukkende siv og det var et fantastisk syn, selvom det hele var lidt opstillet, saa var det om ikke andet et uforglemmeligt syn med den blaa himmel, og den naermest gule oe af siv.. Paa Tranquile gaar kvinderne og maendene klaedt alt efter hvilken civil status gruppe de tilhoerer og det var da ogsaa ganske interessant - en ren roed, gul, groen fest skal jeg love for! I morgen fyrer vi tidligt videre til COBACABANA og derefter La Paz.. Jeg ville jo utrolig gerne blive ved med at berette, men da Kongen af Pop for nyligt doede, maa jeg skynde mig til det naermeste fjernsyn for at fange dokumentaren om hans liv..

Tak til alle jer vedholdene laesere - I kan tro jeg savner jer og glaeder mig til at se jer alle efter min ankomst til KBH d. 29. juli <3

So long -

Nuevo Eden

Med min lille aandsvage papirssaks, vil jeg rette stjernerne til

Afkorte laengder

Skarpne vinkler rette

- og maaske endda tilfoeje lidt stjernestoev

for derigennem

at bringe mine smaa entusiastfyldte glaskuglespillers lemmer ind i en anden verden

en verden hvor boern faar lov til at VAERE BOERN og ikke AVLE BOERN

jeg vil puste

naering,

uskyld,

kaerlighed

ind i deres udspilede, tomme maver

og stjaele

GRUSOMT stjaele frygten, ansvaret fra de sind,

som ikke ejer retten over

saadanne frustrationer

Fandens, nu tabte jeg saksen

Det maa vente til i morgen -

Jungle my bungle BUU

Igen - igen er planerne blevet aendret saa nu tager jeg i junglen i morgen WAAAAAAAAA! Det bliver jo alt for fedt! Takket vaere jungle warm-up party pa LK, foeler jeg mig nu ganske klar til at leve af stegte madbananer og ris i 3 uger, blive stukket af utallige myg og andre sjove dyr, samt undvaere kontakt med omverdenen.

Grundet en eller anden agressiv form for skaelv, er jeg nu skaldet lige midt paa isen i en lille hyggelig 2 x 2 cm. firkant. Vi var paa Inka museum hvor jeg efterlod spor af hovedbund og haarstumper rundt i krogene. Det er foerst da jeg kommer hjem, at jeg opdager hvor slemt det egentlig er, hvornaar mon saadan en skaldet plet atter igen begynder at producere haar........?
- Fortsaettelse foelger . . .

I morgen bliver vi hentet lidt i 6 og derefter rejser vi i to dage paa lad og i baad for at naa stedet hvor vi skal bo og arbejde de naeste 3 uger. Som jeg forstaar paa det hele, styrer vi selv hvor meget og hvornaar vi vil arbejde paa de forskellige projekter. Stedet skal naturligvis vedligeholdes, saa skal vi chille rundt og fyre nogle frugt traer op samtidig med der en mindre landsby skole hvor vi kan lave forskellige aktiviteter og derigennem formidle lidt engelsk og kultur.

Det bliver dejligt at blive det samme sted i en lidt laengere periode. Jeg maa indroemme, at man godt kan blive traet af at rejse rundt hele tiden, nye lugtende og kolde hostels, nye kort og nye mennesker som man hele tiden skal forholde sig til. Jeg begynder at savne det velkendte liv i Villa el Salvador, for ikke at tale om det danske hverdagsliv som lige nu ligger saa skraemmende langt vaek. Jeg magter ikke flere stereotyper af fede, blege amerikanere, som egentlig ikke er kommet til Peru for at skabe forstaaelse og kendskab til landet og folket, men blot ser det som endnu en turist atraktion. De brokker sig over at vandre op i bjerge for at studere de originale ruiner i "the Sacred Walley" og egentlig vil de jo bare se MACHU PICCHU, for det er jo et af verdens 7 vidundere! Og hvad laerer de egentlig om Inka kulturen ved at tage en masse billeder hvor deres fede figurer posserer paa forskellig vis samtidig med at de goer grin med guidens accent?? Det kan virkelig irritere mig, at saadanne tumper, som kun vandrer 3 skridt i timen skal forsinke hele gruppen -

Jeg moedte idag en som at jeg kender fra Danmark - det var jo alt for underligt.. Der har desuden vaeret strejke idag, saa vores planer tog en anden drejning end forventet men det er en ting som man maa laere at se som en charme i et saa uorganiseret land som Peru. Men hvor veje lukkes, aabnes nye og det er det fantastiske ved at rejse - uforudsigelighed

Juanita says hi...!

Efter hvad foeles som nummer 500. farvel i Villa, snoerklede vi vores skandinaviske numser til bus terminalen for at finde ud af at bus selskaberne igen, igen og IGEN ikke var til at regne med! Arequipa er aabenbart 'the shit', da alt var overbooket - UNDTAGEN self den dyre deluxe bus fra Cruz del sur. Normalt er mit princip; spar paa overnatning, spendèr paa mad og transport, dog tager Cruz del sur urimelige overpriser, da det er det bedst kendte selvskab her i S.A. Man kan derfor finde busser til en langt mere overkommelig pris, som er lige saa sikre og mindre turistificerede (hvis det altsaa overhovedet er et ord!?)

Anyways, vi ankom endelig til AREQUIPA - hvilket paradis. Naesten hele aaret rundt, er her dejlig solskin. Den andenstoerste by her i Peru, er desuden centrum for adskillige (aktive) vulkaner. El Misti kan ses fra centrum af Plaza de Armas og centrum for dets krater er placeret 17 km. vaek. Alle mine led kribler ved tanken om at bestige denne vulkan. Jeg vandrede derfor rundt for at soege info, men indsaa at jeg ikke er hoejde vaennet nok endnu, saa regner med jeg venter med mit trekking eventyr til efter vores 3 ugers visit i Manu reservatet i Juni.

Turen til Colca Canyon var intet mindre end eventyrlig (dog en smule understimulerende.) Natuen ved den andenstoerste kloeft i verden var ubeskrivelig smuk. Det er svaert at forstaa naturens kraefter kan skille saa massive bjerge ad. Efter en 10 min. tid begyndte condorene at titte frem og pludselig var der 10-12 store fugle flyvene lige over naesen paa os. Selvom indkomsten fra turister behjaepler Perus oekonomi, kan man aerge sig over ulemperne. Pga. den stigende luftforurening fra koeretoejer, bliver det mere sjaeldent at spotte disse kaempe fugle, som kan ses ved Sydamerikas vestkyst. Man kan naesten oedelaegge en tur ved at medbringe kamera. Man fokuserer derved mest paa det aandsvage kamera og om at faa det perfekte billede i kassen. Isaar vores tour som til sidst blev lidt for meget - holdt - ud at tage billede - og videre med bussen. Udover to ture rundt i dalen sad vi egentlig mest i bus, hvilket simpelthen goer en saa doven. Jeg har derfor besluttet at tage den lidt haardere Inka Jungle trail paa 4 dage med trekking og biking rundt i junglen med Machu Picchu som final stop.

Efter sightseeing rundt i Arequipa besoegte jeg forskellige kulturelle faenomener. Monasterio Santa Catalina var maaske det smukkeste. Gangene i det over 400 aar gamle kloster, foerte èn rundt i et fantastisk univers af kolloniel arkitektur og historie. Et andet hoejdepunkt i Arequipa er Museo Santuarios Andinos som udstiller den velbeholdte mumie Juanita. Det over 500 aar gamle pigebarn blev i sin tid fundet ved Ampato vulkanens krater. Juanita var frosset ned under is og sne indtil nabovulkanen smeltede Ampatos sne vaek, og derved gav antropologer muligheden for at finde og grave hende ud. Dette gav dem en enestaaende mulighed for at forske videre paa Inkaernes kultur.

Efter endnu en haard bustur ramte vi Cuzco i gaar kl. 6 om morgenen. Det var koldt, moerkt og igen var der en masse mennesker som overfaldt èn med forskellige tilbud. Efter et par timers soevn vaagede vi os ud fra vores halv billige hostel (alt i Cuzco er dyrere pga den massive turrisme) og opdagede den fine by med snoede brostensgader og diverse optog af peruvianske kvinder. I horisonten rejser bjergene sig og vaager over byen. Den naeste uge skal bruges paa en tur rundt i The Sacred Walley samt den 4 dages Inka Jungle trail. I naeste uge tirsdag eller onsdag vaager Sussie og jeg os ind i junglen hvor kommunikation til omverdenen ikke er muligt.

At rejse er at leve

Efter problemer med bussen, ankom vi mere eller mindre uskadte til Tumbes efter en laaaaang dag/nat i bus - godt 20 timer. Utroligt saa mange stemninger der befinder sig i saadan en bus; Mr. butcrack som ihaerdigt maser sin overspiste kuffert paa plads, de feminine "stewardesser" som er de eneste, der hele doegnet formaar at se fornuftige ud, gamle maend med manglende taender, som konstant opsoeger gringos (mennesker med lys hud/haar). Skaemte over raabende taxa maend med luftkasteller, tog vi det foerste hostel ved haende. "Hygenically challenged" var beskrivelsen i Lonely P. og det skal jeg lige love for! Piller paa sengen, blod paa haandklaedet og manglende vand men okay til s/ 30 = 60 kr kunne jeg som sove paa et hoeloft. Efter en sightseeing rundt i den hede, charmerende by tog vi en siesta i skyggen med en cusqeña negra. Vi takkede ja til en ekstra omgang sammen med 3 simple fyre dog blev idyllen hurtig brudt da en tyv floej over muren og stjal Sussies taske med indhold. Vores nye seje venner styrtede efter paa motorcykel og forsikrede os at det ville vende tilbage om 30 min med tasken. Hele situationen var en smule komisk saa Sussie og jeg kunne ikke andet end le lidt af situationen men lur mig om de ikke vendte tilbage med alle ejendele velbeholdt! Vi var henrykte og forundrede over vores held, dog holdte dette ikke paa hele rejsen


Fra Tumbes videre til Guayaquil - den stoerste by i Ecuador i konstant udvikling mht oekonomi og turisme. Jeg skal gerne indroemme at jeg foelte mig som en lille skraemt mus ved synet af de hoeje skyskrabere og ukendte ansigter. Heldigvis moedte vi ogsaa her hurtigt nye mennnesker. Efter min maaske mest delikate seafood paa den roede krappe, tog vi paa clubbing i det vilde natteliv. Dyre drinks, falske bryster og beverly hils steming praegede det rigere hotspot nordoest for centrum fyldt med sjove, unge mennesker. Dagen efter plejede vi toemmermaendene paa en gammel kutter som foraerede os klar sol og fantastisk udsigt over de store kontraster i en saadan storby. Vi laa paa daekket og noed solen, hinanden og den gammeldags stemning som nu engang befinder sig paa et skib. Vi undslap varmen paa en Mac D hvor vi bestilte is og aircondition. Paa hjemvejen oplevede vi en knap saa komisk oplevelse. En mand henvendte sig pegende paa min lomme hvorefter jeg trak mig vaek. Inden jeg kunne naa at taenke mig om, ligger jeg graedende paa gulvet med oprevne Vibskov shorts og slag i maven. Vi var saa uheldige at lige praecis paa det hjoerne var politiet ikke at finde, og kujonen slap derfor afsted med vores dejlige billeder fra Ecuador og en forhaabentlig daarlig samvittighed. To betjente forbarmede sig over os og koerte os efter et forsoeg paa genkendelse af to tyveknaegte paa aaben gade (det var ALDRIG sket i DK), paent tilbage til vores hostel. Vi fandt derefter ud af at vi boede i et farligt kvarter hvor man burde vaere paa udkig at all time, Naaaa. Visse forbehold tages efter saadan en oplevelse. Jeg tog pludselig mig selv i at kigge mig en ekstra gang over skuldren, krympe ved henvendelse fra ukendte med den tilbagevendene fornemmelse af at folk ville mig noget ondt. Heldigvis fandt jeg modgiften i et nyt bekendtskab i Trujillo.


Vi tog turen fra Guayaquil til Trujillo i stiv arm. Her stoedte vi paa forskellige europaere som vi delte oplevelser og droemme med. Jeg beundrer mennesker som vaelger at rejse alene, og jeg begynder efterhaanden at vaere sikker paa jeg selv vil forsoege en dag. Kort fra Plaza de Armas hoerer jeg pludselig en person raabe en dansk frase med aergelig peruviansk accent. Paúl. En berejst og idealistisk sjael som med staerk tro og haab for fremtidens Peru, driver forskellige NGO projekter for boern/unge. Projekterne finansieres gennem hans udbud af alternative ture i den fri natur omkring Trujillo. Desvaerre koerte forretningen ikke for tiden, dog var han fyldt til randen med positivitet og troen paa god karma. Han hjalp mig med at forstaa hvor vigtig tillid til os selv og verden, er for at komme videre. Vi tog paa ture ud til smaa fiskerlandsbyer og et reservat for skadede dyr som her paa uformel vis kunne faa en ny tilvaerelse. En lokal kunstner som udtrykte sin passion gennem forunderlige musikinstrumenter og ornamenteret keramik, vandren i oerkenlandskab og dyb skov og slutteligt laerte jeg at sandboarde ned ad stejle bakker af sand og sol. Vi besoegte senere de fascinerende ruiner Huaca del la Luna og Chan Chan. Tilsluttet engelske guider opdagede vi et stykke historie saa uhaangribeligt, at man maatte bruge fantasien til at forestille sig denne primitive livsstil. Jeg foeler mig i sandhed priviligeret for alle disse indtryk og bekendtskaber vi har faaet foraeret paa vores faard. At rejse er at leve - Selvom Dolph beskriver HCA som en international ornanist, saa kan man ikke betvivle disse simple, dog udoelige ord.

Efter snart 3 maaneder, udelukkende med iskolde bade besluttede jeg mig for, at det var paa tide med et varmt. Sussie og jeg fandt derfor et tyrkisk bad hvor man baade kunne faa varmt brusebad og dampbad, dog blev min indre ro forstyrret af gadelarmen og de evige soap operaer som kradsede gennem luften. Ufatteligt. Derimod god oevelse for min meditations muskel.

Tonight is the night. Jeg fylder 21 i morgen (Oh no o no) og har i den anledning budt forskellige venner til samkvem her i huset. Det føltes rart at vende tilbage til Lima efter en eventyrlig rejse gennem Nordperu. Tak for kommentarer til min blog, bliv venligst ved :) Min mobilos som jo aldrig har virket, er nu blevet helt væk, så glem al kontakt gennem den idiotiske firkant.

Gode vibrationer sendes herfra med smil og trompeter
Ann-Kathrine

No mas GAS

TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID

Selv ved gentagelse af ordet, kan det stadig være yderst besvæligt at rumme en rammende definition. Jeg har derfor snydt (HA!) og benyttet mig af hjælp fra Piet H

Tiden - vor flygtige verdens, flygtigste element

Den dimension, hvis vaesen senest blev klart erkendt

Vejen som vandrer i os, og som vi selv må gå

Selve den tråd som livets nuer er, trukket på

Tiden - den ilende brænding, af ting som er og blir til

Som bærer mod ukendte ejne, vort livs antinomiske spil

Tiden som møder os ubrugt, blændende blank og ren

Og styrker vor mindste handling, i uforanderlig sten

-

Om 3 dage, rejser vi mod Equador for at 1) fornye visum, 2) nyde Nordperus fabelagte ceviche og 3) få luft mellem vingerne. Som førnævnt, er det ved at være tid til at forlade de trygge rammer her i Villa, og opleve nye mennesker og stemninger. Jeg må af og til foretage et reality check, da min indre opfattelse af hvor lang tid vi har været her, ikke stemmer overens med den faktiske. Frasen "Det gør vi en anden dag - Vi har masser af TID" kaster mig ofte ind i en sørgmodig tilstand, da de grålige tidsrøvere fra Momo nu er hoppet ud af bogen og har stjålet tiden fra mig og mine venner. Piet Heins beskrivelse af en til tider konkret såvel som abstrakt størrelse som tid, er i dette digt forbavsende rammende. Tilmed smuk.

Fredag aften var Sussie og jeg på jagt efter madvarer, for at afholde Danish Culture Eating. Da det var umuligt for os at finde hakket svinekød, droppede vi frikadellerne, og lavede i stedet oksekøb (fed fejl;)) på panden m/ kart i ovnen, asparges og brun sovs. Middagen startede ud med rejecocktail og hvidvin. Det føltes næsten som en eksamen i madlavning og jeg var derfor en smule nervøs. Jeg gjorde mit bedste for at genne moren på en stol for at slappe lidt af eftersom hun blev ved at stå og brøle om hvor forkert og langsomt jeg skraldede kartoflerne så til sidst blev hun bedt om at gå. Da sovsen skulle tilberedes, gik det op for os at der ikke var mere gas! Good timing, så der skulle ringes til gas-folkene. Sussie og jeg, tog det dog med den bedste danske ånd hvormed vi satte os og drak et glas tødvin (go fejl no. 2) og røg en smøg. Udfaldet var dog en sand succés og jeg blev en smule varm om hjertet, da søsteren og moren nærmest slikkede tallerknerne: "Det troede vi ikke I havde i jer!". Apropro dansk; i min søgen efter Oliver Stones "biografi" af the Doors til min workshop, faldt jeg over den portugesiske film Guds by. På coveret var alt skrevet på dansk, undtagen titlen Ciudad de Dios. Det føltes virkelg mærkeligt, men af og til er det de mindre oplevelser som får en til at mindes/savne sit fædreland. Er begyndt at mærke de første savn efter venner og familie, men da jeg nu ved, at jeg bliver nød til at komme hjem til august, så kan jeg sagtens vente for lige nu ligger verden (eller i det mindste Sydamerika) for mine fødder.

Weekenden har derudover budt på øl og kultur. Var i Lima med min ven Dick (Ja altså, det er hans navn) for at opleve de sidste museer. Efter en udstilling i Palacio de Gobierno, fandt vi ro på en udendørs restaurant i en sidegade. Her delte vi to typiske retter; Seco de frijoles og Chicharones. På hjemturen var der blevet koldt, så jeg fik reddet mig en voldsom forkølelse som jeg stadig lider under.

Efter gårsdagens brand er vi alle en smule chokerede. Der opstod ild i Chifa - den kinesiske restauant - som ligger lige under vores værelse på 1. sal. Fandens til gas komfurer. Taget er brændt væk så man kan spytte lige ned i deres køkken - eller resterne af det i hvertfald. Vi har idag fået installeret elektriciteten til at virke og hele huset er rengjort efter et tykke lag støv/sod. Udover tårer og en enkelt besvimelse, kom ingen til skade og kun taget af vores hus er brændt væk. På trods af familiens middel velstand har de ingen forsikring, så betaling for nyt tag og arbejdskraft, kommer fra egen lomme. Det er et tidspunkt som dette, hvor jeg bliver ekstra glad for at bo under disse vilkår - da jeg jo yder et mindre bidrag til situationer som denne. Endvidere går overskudet af min månedsbetaling til Ariannas uddannelse, så jeg vil bestemt mene at pengene går til et godt formål.

Til slut vil jeg runde af med at berette om en god ven her i Villa. Han ligner mest af alt et gadekryds mellem Quark fra Valhalla og arkæologen Julio C. Tello og så er han mit største idol. Vi har bl.a. været på casino, bordel, spillet pool og haft søndagsceviche, som er endt i hensynsløs druk. Udover hans mange verbale udbrud, er det underholdende ved ham hans manglende respekt for ejendele. Når Henrik beder ham ligge CD´en på bordet og han fyrer den om bag sengen, når han skoder sin cigaret på henriks gulv, ødelægger gryden til at lave popcorn i og skyder skylden på mig, eller når jeg forsøger at forklare ham at mine sneaks er for store og varme til at vandre rundt i på højlys dag, og han derefter fyrer dem ind i fryseren ved siden af den rå fisk. Altid er han down-to-earth, brølende og fantabulous.

I dag var jeg i parken med mine fantastiske elever. Den ene workshop, havde et meget højt engelsk niveau så vi har diskuteret alt fra demokrati til kokain konflikten her i Peru. De skrev alle finurlige hilsner/tegninger i min rejsebog, og den ene skrev:

Don´t believe in God - you´re good enough
Don´t believe in Nietzsche - you´re more inteligent than him
Believe in you always

Måske ikke helt gramatisk men dog følelsmæssigt korrekt. Jeg har her gjort et stort nummer ud af at ryste dem til deres grundvold ved bl.a. at fortælle at jeg hverken tror på Gud eller ægteskab. Her i Peru tror alle på Gud. Måske ikke fortolkninger af biblen, men selve biblen er hellig. Da jeg til slut kritiserede den massive mandschauvinisme som samfundet beror på, var de lige ved at tabe munden. Men jeg tror det er godt jeg har sparket bygningsværket af deres visioner og forestillinger væk under dem, så de måske en dag kan løsrive sig fra samfundets normer, og søge nye veje og udvikling.

Hvor intet vover - intet vinder

Frihed kontra sikkerhed

Konstant i tilværelsen her i Villa, konfronteres man med dillemaet; vælg den kendte og sikre mulighed, eller prøv noget nyt og føl dig fri. Det kan være lige fra at spise en tamale (en af kystens nationalretter) på den lokale strand til at gå alene hjem fra arbejde og nyde mørkets stilhed. Efter nu godt 2 måneder her, har man efterhånden fået opbygget en form for hverdagsfornemmelse; man møder smilende, velkendte ansigter på sin vej, begynder at være opmærksom på hvad der foregår omkring én og vælger nye ruter på sin hjemtur. Det handler om at finde den gyldne balance, hvorpå man kan føle sig fri og samtidig sikker på sig selv og sine omgivelser.

Sweet sixteen

Efter en halv times kørsel i ring (peruvianere og kørselvejledning!), ankom vi til en af mine elevers fødselsdagsfest. Her i Peru fejres pigerne ved deres 15. sommer, og drengene når de bliver myndige - ligesom i Danmark. Temaet for festen var prinsesse lyseblå, og jeg må sige det var gennemført til punkt og prikke.. Den første time ankom underholdningen; 10 attraktive peruvianske mænd klædt ud i sømandskostume, men der var stadig ikke nogen gæster ud over de 5 venner, jeg var ankommet med. Vi sad derfor og stenede til alt for høj regaaeton musik på vores lige linie med stole i enden af rummet. Senere løsnede stemningen sig, og det endte egentlig med at blive helt sjovt.. Kl. 12.00 ankom midtpunktet iført et brag af en flødeskumskjole. Hendes smil fortrak sig efter de lange upersonlige taler og danse med unge som ældre herrer. Fester som disse, lever i mange unge pigers drøm, men det er bestemt ikke alle familier, som har ressourcer til at levere et sådan brag af en fest. Denne fest havde efter min mening dog taget overhånd, og virkede mest af alt som en mulighed for at promovere familiens velstand og succés.

Naar man mindst venter det . . .

En hyldest til livet og dets ungdom, afløses dog ofte af den til tider uhåndgribelige modsætning; døden. En af lærerne her på Cepromup mistede for nyligt sin kone til en turbulent graviditet. Kvinden var 5 måneder, da hun på mystiks vis blev fundet livløs af Louis. Som traditionen tro, deltog vi i både vågenatten og begravelsen, som her i Peru beror på utallige små, mere eller mindre fjollede traditioner. Den åbne kiste, rom i inderlommen, rundtur med kisten på nakken for at den afdøde kan tage afsked med nabolaget samt den såkaldte chicha hvor alle mennesker, som havde kendskab til parret, donerer penge og diverse madvarer. Man afleverer penge hvorpå man nøje noterer navn og beløb. I starten fandt jeg dette yderst mærkværdigt, men fik senere hen forklaret at enkelte ellers var lidt for gode til at fraføre et mindre beløb ned i egen lomme. Hvor er det sørgmodigt, at mennesker kan være så fattige og desperate, at deres moral ikke fraholder dem fra at stjæle fra en enkemand med to børn og lav løn.

Afsked med nyfundne bekendtskaber

I morgen, aflutter jeg den ene af mine engelsk klasser. Efter mange timers planlægning, større eller mindre fremmøde og alt for mange elever, som sovende er kommet for sent efter en lang dags arbejde, er min tålmodighed som lærer ved at slippe op. Selvom det har udløst gode grin og anderledes bekendtskaber, glæder jeg mig til at komme lidt væk fra peruvianers til tider pågående attitude. I starten var det et must for mig at takke ja til alle muligheder, men efter lidt tid fandt jeg ud af at hvis man rækker nogle peruvianere lillefingeren, så tager de hele skysovsen og tror man pludselig skal være sammen konstant, alt imens de bombarderer én med tilbud. Dette kan være utrolig udmattende, hvis man ikke får sagt pænt nej en gang imellem.. Det handler om at saette graenser, men sometider er dette lettere sagt end gjort, da man jo gerne vil sprede peace, love and harmony.

Mine fordom vedroerende peruviansk kunst blev bekraeftet, da jeg denne uge var paa kunst check men en af mine venner. Selvom man gang paa gang kan forundres og oplives over smuk, kolloniansk kunst og diverse krukker/figurer/stof stykker fra de aelgamle kulturer, saa er den grimme millionby, Lima altsaa ikke i besiddelse af peruviansk moderne kunst. Vi opdagede i stedet smukke italienske impressionister og saa flere mindre kendte kubistiske vaerker af Juan Gris. Peruviansk - eller ej - det var skoent at studere kunst igen.

Til gengaeld, kan Lima prale af Pachacamac. Pachacamac er et arkaeologisk fund skabt af flere forskellige kulturer, indtil Pizarros bror ankom og jaevnede stedet med jorden. Senere opdagede 3 forskellige arkaeologer stedet gradvist og idag har man forbedret ruinerne med enkelte reproduktioner. Paa trods af slemme toemmermaend, var det ubeskriveligt at vandre rundt i oerken paradiset og studere aeldgamle uriner, alt imens vores venlige engelsktalende guide kunne berette historier og fakta om de forskellige kulturers byggestil og levevej.

Kultur uden grænser

Jeg takker hermed for kristendommens mest centrale højtid; "Semana Santa" (påske), der de sidste 3 dage har ligget til grund for en uforglemmelig telttur i bjergene.

Påsken for mig startede onsdag eftermiddag hvor jeg deltog i Henriks time. Alt imens vi sang om den kære påskehare, gemte vi chokolade æg og talte om traditioner samt planlægning af den forlængede weekend.



Godt pakket sammen i Dannys bil, rullede vi (Danny, Henrik, Julio, Sussie og jeg) dagen efter mod bjergene for at nyde hinandens selskab i klar og ren luft. På uheldigvis blev vi ramt af en lang regnbølge alt imens vi havde fået teltene slæbt ud af bilen. Great - den første omgang regn skulle absolut fyres af på campingturen, tak for lort. Men op kom teltet og derefter en tur i den mere eller mindre rene pool. I kontrast til den danske købementalitet; "Vi mangler en bold - lad os gå op og løbe én" er den peruvianske, kollektive problemløsning; "Lad os finde nogle nye venner - som har én bold!" Det er fascinerende at se hvor åbne og tillidsfulde peruvianere kan være i forhold til danskere - naturligvis spillede vores oplysende kulør en rolle, men hvor mennesker med anderledes udseende og baggrund i Danmark ville skabe angst og fordomme, er vi her udelukkende blevet mødt med imødekommenhed. Det kommer self an på hvordan man som person modtager verden. Når man konfronteres med en kultur så forskellig fra det vante, må man sommetider tjekke den danske mentalitet ved døren, og derefter gå kulturen i møde uden forventninger og sammenligninger. I dette "fri-rum" har jeg oplevet og skabt en bedre forståelse for mennesker som mit (måske) tidligere snæversynede danske sind ville have stemplet for værende uvidende og uselvstændige. Alfa omega er her at vurdere de sammenhænge som menneskene optræder i; herunder især de muligheder som samfundet opstiller for dem. Tilværelsen i Villa er (for os), udelukkende hvad vi selv gør det til, men den leve vej deler jeg ikke med flere af mine nye venner. Fatigdom har mange ansigter, og det behøves ikke nødvendigvis være en sulten, lille neger. Det kan sågar være unge mennesker som ikke har mulighed for at: uddanne sig, rejse udenlands, eller noget så simpelt som at gå i byen med sine venner. På flere tidspunkter har jeg følt mig som en rigtig Gringa-nar. Som f.eks. når vi har været i byen og vi tre danskere har siddet med hver vores drink, alt imens de resterende peruvianere har rodet deres få sol sammen til at købe en fælles øl. Når de interesseret spørger ind til ens videre rejse, hvorefter de til sidst halv-flovt beretter at de aldrig har været udenfor Lima.



Begge aftenner kørte vi ind til centrum; "Plaza de Armas" hvor vi fik afprøvet forskellige retter med fisk og marsvin. Jeg kunne skrive en ny blog udelukkende om alt det fantastiske mad, da jeg hele tiden oplever nye tilberedningsformer af ris, kartofler, kylling og grøntsager, men det vil jeg dog spare jer, kære mennesker, som veholdende følger med :)

Efter en overflod af vodka og øl, gav de peruvianske hoveder efter, og natten endte sent med gode historier og mavekramper. Dagen derpå gik med fodbold og afslapning på græsset, sandwich med alt for gammel skinke samt endeløse diskussioner omkring kønsroller. Senere gik vi ned til den livlige flod, som er alt der adskiller pladsen fra bjergene. Intet net i tilfælde af stenskred. Til gengæld var bjerglandskabet betagende. Store mørke klipper rejste sig som en mur omkring os, oplyst af aftennens fuldmåne. Alt omkring os blev der fyret op for mindre lejrbål, som desværre havde kort brændetid, grundet regnen dagen forinden. I alt på de tre dage, oplevede jeg at benytte ét velfungerende toilet, hvilket udmærket afspejler hygiejnekvaliteten. Op af dagen var alle toiletterne sejlende, hvilket heriblandt andre forhold, skabte en del associationer til den kære Roskilde festival. Jeg glemmer konstant at overveje ulemper ved f.eks. at spise mad fra gadeboderne samt at blande syre/base hvilket resulterede i alvorlige krampetrækninger. De andre fik derfor fat i noget neutraliserende væske som mest af alt smagte af jenka tyggegummi hvorefter jeg igen hoppede med på øl vognen.



Da vi gættede på at rush hour havde lagt sig, forlod vi vores grønne bjergparadis og begav os hjemad. Vejen viste sig at være fyldt med politi razziaer, hvilket resulterede i at vi vendte om og fandt en smallere vej i sikkerhed. (Chaufføren havde åbenbart ikke noget kørekort.) Mens peruvianerne bandede og svovlede over korrupte betjente, måbede jeg over deres agressivitet, da politiet jo netop undersøgte bilerne pga. det høje antal af chauffører uden kørekort. Det er tydeligt at selve politivæsnet har mistet tillid og autoritet pga. de ophobende korruptionssager, men hvis man selv udnytter chancen for at slippe billigt og derved bøjer reglerne, bliver kæden jo aldrig brudt. Det er uhyggeligt så tæt cirklen af fattigdom og korruption er linket sammen og hvor svært det er at begrænse den ene, hvis den anden er til stede. Episoden tog mig tilbage til min barndom hvor vi legede politi og røver. Med bankende hjerte løb man rundt i mørket med sine små sten for nå grænsen uden at blive fanget. Da spændingen i bilen havde lagt sig, opstod min egen frustration om hvad der dog skulle til for at bryde denne onde cirkel.



Med blå mærker (grundet det manglende underlag og Henriks slå leg på bagsædet) og afbrændt hud vendte vi tilbage til det støvede Villa hvor en "Sweet 15" fødselsdag ventede os.

Lad dem klappe i livstræets krone

Med åbent sind og hjerte, søgte jeg mod Perú for at opleve en anderledes dyrkelse og (mis)brug af religion. Ud fra et ikke-religiøst synspunkt mener jeg dog bestemt at man må sætte sig ind i menneskets forhenværende såvel som nuværende fortolkning af religiøse budskaber, for at skabe bedre forståelse for det givne samfund.

Hvad angår katolismens synlige eksistens, er den nærmest ikke til at ungå. For det første, skal man ikke lede længe før der bogstaveligt talt skiltes med religionen. Religøse symboler masseproduceres i utallige afskygninger i form af f.eks. store fede blinkende kors samt det store udbud af merchandise med diverse aftegninger af Jesus. Heraf diverse smykker, spejle og tasker, som ses overalt i det offentlige såvel som private rum.
Ved besøg af de prangende kirker i Lima, har jeg adskillige gange givet mere eller mindre frivillige bidrag. De snedige damer lister hurtigt en folder og halskæde omkring din hals hvorefter de naturligvis forventer penge. Jeg som den naive dansker takker jo høfligt ja til deres flyers og opdager først deres skjulte dagsorden for sent. "Det går til kirkens børn" - Det er vel linien, som oftest smelter de europæiske hjerter på rekord tid, og den virkede da også ganske fint på mig.
Sidste weekend var vi på en storslået kirkegård for at mindes Consuelos bedstemor, som døde for et år siden. Stedet var ubeskriveligt smukt med en moderne, skulpturel kirke udendørs. Frontsiden var glasbelagt, og man kunne derfor se det levende springvand fra en klippe. Der var endvidere solfangere på taget som reflekterede lyset på fascinerende vis. Hvad jeg ikke fandt fascinerende var prædikenen. Igen - blev en kurv sendt rundt hvormed man kunne yde et økonomisk bidrag til kirken. Derudover skulle man betale for at få navnet på sin afdøde nævnt og til sidst kunne man få tilbudt "helligt" vand fra præsten. Flere blev rørte over en bestemt sang, enkelte levede sig så meget ind i det, at de begyndte at klappe (i peruviansk takt - det vil sige deres egen), men udover det var det fantastisk at se deres genkendelsglæde. Senere fik de dog en opsang af præsten, da man under ingen omstændigheder kunne klappe og bevæge sig lystigt så tæt på "Semana Santa" hvilket er en slags faste uge hvor det udelukkende er tilladt at spise fisk og opføre sig mådeholdigt. Årh så lad dog folket klappe din sure, gamle mand.

Ofte når vi har været i kontakt med kirken, har det handlet om på venskabelig vis at lokke penge fra folk, hvilket jo egentlig hænger fint sammen med den katolske kirkes skræmmekampagner hvad angår skærsilden. Derudover oplevede vi alle en stor skuffelse i tirsdags, da vi var på en institution for fattige børn, som havde gennemlevet forskellige former for omsorgssvigt. Der var en god mulighed for, at Sussie havde interesse for at yde hjælp på frivillig vis, og vi skulle derfor tjekke stedet ud. Vi blev mødt med venlighed fra børn og personale lige indtil konsultationen med kordinations-nonnen. Hun spurgte ind til både Consuelo og Sussies religiøse overbevisning, og straks da hun indså at Sussie var somewhat protestant knækkede linien. Hun mente bestemt, at Sussie ikke ville føle sig tilpas ved at arbejde der pga. ritualerne som de her lagde stor vægt på. Consuelo var dog vedholden, og forklarede at Sussie ville gøre et godt stykke arbejde, og hvis det viste sig at det blev for meget, kunne de altid ændre aftalen. Men nonnen var på ingen måde interesseret i at have Sussie som ekstra hjælp da de havde rigeligt med personale. Det ærgelige var dog, at vi med vores egne øjne havde set den ene dame som havde ansvaret for de unge mennesker. Det var tydeligt at mærke fokus var lagt på hvilken religion man tilhørte og ikke børnenes behov. Denne diskrimination gjorde mig ikke alene forbavset, men også vred. Men som Sussie selv gav udtryk for, var hun ikke interesseret i at arbejde med så snæversynede mennesker. Når det så er sagt, taler vi her om den ekstreme udøvelse af den katolske tro, og naturligvis har alle ikke denne opfattelse. Der findes bestemt smukke og livsbekræftende ting ved at dyrke sin tro, men kirkens krav om penge på manipulerende vis, har flere gange givet mig en dårlig smag i munden.

Men, i det mindste kan jeg nu strege "at slå en kakkelak ihjel" og "møde en nonne" af min liste -

Billeder til folket

Se gerne de nye fotos i det øverste dias-show!

Planet - drop dead!

Til start, en lille beskrivelse af de forskellige stemninger, som befinder sig på et typisk peruviansk gadehjørne; En ung dreng leger med skelettet fra en mus, unge drenge som udfører hårdt arbejde i den strenge sol, en ældre mand tager et hvil med spyt hængende ned fra hagen med hatten let på skrå, børn i forskellige varianter af den obligatoriske skole uniform. De private skolers uniform har særlige kendetegn, så alle i nabolaget kan skelne forskellen på elever fra de henholdsvis de private- og offentlige skoler. Unge piger i eventyrligt korte skørter – og en enkelt hvid mand klædt som en frodig kvinde. Hun hedder Dalia, har en penis og kan mødes på diverse diskoteker her i Villa el Salvador. Lugtende er endvidere et vigtigt aspekt i gadebilledet.. De friterer alverdens forskellige ting hernede hvilket spreder mystiske dufte som florerer i luften, blandet med støv og affald, tilsat en anelse urin.

Det peruvianske køkken er desuden kendt for uendelige forskellige anretninger grundet de 3 forskellige geografiske områder; højlandet, junglen og ørkenen ved kysten (hvor vi bor). Her i huset er maden rigtig lækker – dog til tider lidt ensformig. Det passer dog mig udmærket.. Jeg kunne som leve af ris, kylling og chili resten af mit liv. De importerer desuden forskellige eksotiske frugter fra junglen – nogle spises endda med salt på.. Mine elever medbringer ofte forskellige gaver i form af; deres yndlingsmusik på cd, kasketter, frugter og en medbragte et helt måltid mad hendes mor havde kokkeret til mig – en specialitet fra junglen hvor familien oprindelig kommer fra.

I weekenden var vi ved en fantastisk strand kaldet punta negra. (Sort spids) Her svingede 3-4 meter høje bølger sig ind over de mørke klipper, og det lignede enhver opstilling til et postkort fra syden. Da jeg skulle prøve at bade gik det self galt, og jeg blev revet ned af bølgerne og fik skrabt mit lår noget så voldsomt. Resten af dagen tilbragte jeg på sandet og i den kunstige swimmingpool af sand – lavet specielt til børnene (Men hva – lidt børne tis har aldrig skadet nogen) Det gjorde solen derimod, så jeg startede igen-igen ugen ud med at møde krabbe rød op på Cepromup. Her stoedte jeg paa Henrik - en frivillig underviser som er her i samarbejde med Axis. Han er mega chillet saa det skal nok blive godt.. Han taler flydende spansk hvilket jeg misunder ham! Aev.. Foeler det gaar meget langsomt for tiden, men min laerer Julio siger det gaar fint og at jeg skal holde op med at vaere saa haard ved mig selv, og maaske han har ret.. Baade fredag og Loerdag aften var vi til foedsdag.. Der haerger en mere eller mindre uhygiejnisk tradition med at alle deler af samme glas, saa da Sussi og jeg kom anstiende med vores kaempe Christal oel blev vi meget populaere... Jeg kan nu godt lide at have min oel uden at 7 forskellige peruvianere skal spytte i den. Paa den anden side kan jeg ogsaa se det hyggeligt ved at dele, og proevede derfor at blende in med at foelge deres facon -
Senere paa aftenennen var paa et forfaerdentligt sted kaldet planet.. Det er inddelt i 3 forskellige etager og de er lige haeslige, dog er det aabenbart stedet her i Villa.. Paa trods af alle menneskene og den hoeje musik, var mit hoejdepunkt derfor greasy natmad overloaded med chili til s/ 2 - svarende til 4 kr. Loerdag var vi desuden paa national museet.. Det var fantastisk at gaa og studere alle de fine krukker og stof stumper med finurlige smaa moenstre.. Det var utrolig velbeholdt naar man taenker paa at det stammede helt tilbage fra kulturen Chavin. Der var gratis adgang hvilket var rigtig fint, dog virker det underligt at der naermest ingen engelsk-sprogede skilte eller vagter var. Man begynder at forstaa hvorfor Lima kan have problemer med at traekke turister til.. Da vi kom hjem havde Nenna (storesoester) cleanet vores vaerelse og skiftet sengetoej.. Jeg var maalloes og havde mest af alt lyst til at kysse hendes foedder - Dog foeles det paa den anden side ogsaa lidt underligt, men mest af alt var det en rigtig soed gestus.

Den anden dag oplevede jeg mit foerste jordskaelv.. Det var egentlig meget hyggeligt.. Alle folk i huset samledes i de 10 sek. huset vibrerede.. Rystelserne var derfor meget smaa - ingenting sammenlignet med det stoerre skaelv i 2007 som stadig er fastlaast i mange peruvianers sind som vaerende en ubehagelig oplevelse.
Fjernsynet som naesten koerer konstant hvis Arianna kunne bestemme, viser ufatteligt hjernedoede soap operaer men ogsaa flere forskellige "shows" hvor unge piger udstilles som smaa sex objekter med make-up og udfordrende toej. Der sendes til frokost et program hvor seerne skal gaette om pigerne i fjernsynet har faaet malet deres underoej paa, eller om det rent faktisk er lavet af stof..

Foerst paa ugen blev jeg lidt forkoelet hvilket var meget overraskende, men det betyder vel at klimaet er ved at skifte til efteraar - Det er jeg bare rigtig meget klar paa..
Da vi var i Lima den anden dag koerte vi gennem Santa Molina hvilket er en af de rigere dele af Lima. Jeg fik her fortalt at Santa Molina har fyret en mur op som adskiller det fattigere distrikt som graenser op til Santa Molina.. I den bedre del havde de desuden sat skilte op hvor der stod:
"Please pick up the trash - You are in Santa Molina" = Smid det i den fattige del af byen - ikke her hvor de rige bor.. Der er et ufatteligt stort skel paa hvor rig/ fattig befolkningen er.. Èt er at laese om det, men en helt anden ting er at blive konfronteret med det lige for naesen af èn. Det kan isaer ses paa offentlige hospitaler med de gigant lange koer.. Paa de private kan man derimod betale sig til en hurtig konsultation.. Det ses derudover paa de korrupte politibetjente samt uddannelses systemet.. Det har vaeret meget interessant at diskuttere disse forhold i min conversation klasse hvor naesten alle har en mening omkring hvordan samfundet er skruet sammen.. Min kor workshop gaar desuden rigtig godt.. I onsdags deltog endnu flere, saa paa min seddel har jeg omkring 50 navne paa elever.. Vi griner og synger i en fin blanding, og jeg nyder virkelig at se paa hvor stor en umage de goer sig, selvom det nu stadig ikke klinger helt efter bogen, men hva'.. De sidste par dage har jeg desuden brugt meget tid sammen med de andre frivillige paa at uddele flyers og promovere Cepromups goeremaal og muligheder for unge mennesker.. Det er sjovt.. Foerste gang jeg saa Cepromup taenkte jeg; Jamen.. er det virkelig en bygning?? Efter blot en maaned har jeg opdaget at det er et sted med utrolig meget humor, hjerterum samt idealistiske laerere som virkelig gaar ind for at skabe haab for fremtidens Perù og dets nye generation.

Til alle de glemte foedselsdagsboern

Jeg vil gerne starte med at dedikere netop dette blog indlaeg til alle de kaere mennesker vis foedselsdag jeg paa beklageligvis har smidt i glemmebogen –

Hmm.. Her i Villa er der ikke sket det helt vilde - Same same.. Vi mangler stadig vand paa meget uheldige tidspunkter, det er stadig ulideligt varmt og jeg taler stadig ikke spansk - Suk!
Dog, har jeg haft en fantastisk weekend.. Fredag var vi ude at fulde os sammen med nogle typer fra Cepromup.. Med toemmermaend og dansk noeddemix fra Hotte-Lottes emergencybox Loerdag, drog vi loerdag afsted til el Costa Verde - som egentlig ikke var saa groen som man maaske skulle tro.. Boelgerne var rocker hoeje saa det var begraenset hvor meget jeg fik svoemmet, dog fik jeg tilegnet mig krappe taer samt roed hovedbund efter 5 timer paa stenene i god havfrue stil. Om aftennen dragede vi som sagt til Miraflores for at fejre Consuelo. Efter en oel, besluttede vi os for en Cuba-salsa club fyldt med glade, svingende hofter og alt det fortyndede oel man kunne drikke - Det er nu lidt af en kunst at kunne danse salsa, men forhaabentlig mestrer Sussie og jeg den, inden vi returnerer til det danske land.
Om soendagen var jeg inviteret af Suazo-soestrene fra min workshop, til at joine celebrationen af deres farmand paa en kirkegaard - Jah jeg var ogsaa meget nysgerrig for hvordan det dog skulle foregaa, og tog derfor med.. Efter en super delicioso cebiche, koebte vi kage samt opsamlede diverse familiemedlemmer. Da vi naaede kirkegaarden samledes alle rundt om graven hvor vi spiste goods og snakkede om himmel og vejr. Omraadet var utrolig smukt - bakket og frodigt fyldt med traer, graes og buske = det stik modsatte af Villa El Salvador. Det er paa mange maader ekstremt ironisk, at doede mennesker "er placeret" saa meget bedre end levende. I bjergene bor peruvianere uden vand, electricitet - meget, meget taet. Et andet eksempel er vandparken vi besoegte sidste soendag, som naturligvis traekker turister og dermed penge til sig, men jeg kan godt forstaa hvis mennesker som bor uden adgang til vand kan foele sig snydt!

I denne uge startede jeg kor workshoppen, og hold da op en oplevelse. Ind af doeren dryssede godt 30 unge mennesker i alle mulige forskellige afskygninger.. Engelskundervisningen paa Cepromup er opdelt i forskellige nivauer. Basic, Intermedia og Advanced – hvor basic er for de mindre gode, er advanced naturligvis for de lidt bedre.. Da der var flere deltagende i koret, som er paa basic level, er jeg ikke helt sikker paa at de forstod alt hvad jeg sagde.. Flere virkede ogsaa lidt forvirrede til tider og det er det store problem med unge peruvianere. Du kan staa og raabe dem ind i hovedet “Do you understand” hvorefter de nikker paa livet loes, og rent faktisk forstaar de ikke et hak af hvad man siger.. – Ikke at jeg bruger den form for undervisningsmetoder, men overdrivelse fremmer forstaaelsen. Men, paa trods af, at majoriteten hverken blev foedt med en tone eller rytme i livet, fik vi da skruet et en-stemmigt arrangement af “Imagine” sammen som faktisk var til at holde ud at hoere paa, samtidig med at eleverne havde det sjovt.

Onsdag morgen dragede Consuelos fader til det store USA, for at besoege sin soen efter naesten 5 aar. Jeg stod derfor op kl. 3.00 am. for at sende ham godt afsted, og hvilket syn.. Raul (som han jo altsaa hedder) trippede nervoest rundt i stuen, alt imens han blev ved med at gentage de samme fraser: “Jamen man kan da ikke tage chokolade med til USA!”, “Hvad hvis de tror, at jeg har puttet kokain ind i kartoflerne!” og “Jamen jeg kan jo ikke tale engelsk – hvad hvis de tilbageholder mig!” Moren havde udstyret ham med 1 kilo kartofler samt en masse gaver til deres soen, hvilket gjorde faren lettere bekymret – skal vi sige det saadan.. Det var helt underligt at se den ellers fattede mand, spaekket med sort humor, loebe rundt i den lille stue og aevle om kartofler og chokolade.. Men fred vaere med det – De fleste mennesker bliver vel lidt nervoese naar de skal rejse alene og han er (selvom det ikke er til at se det paa hans unge udseende) immervaek 78 aar gammel.

Naa, jeg kan hoere spanskundervisningen kalde

So long -

¡Lima baby, LIMA!

Gang i Lima downtown - what else to say?
I fredags skulle vi endelig ud at fejre vores (forsvindende) maveproblemer. Et virkelig daarligt mix er diarre og at der pludselig ikke er noget vand i hele huset - Hmm.. Vi startede ud med pjat og oel hos Consuelo, og moedte derefter en gruppe unge fra Cepro. Vi fulgtes alle hen paa forskellige diskoteker - Musikken (ligesom alt andet) er utrolig hoej her i Peru, hvilket naermest tvinger folket til at danse, da det er anstrengende at sidde og raabe til hinanden. Det goer dog ikke mig noget da jeg var mega klar paa at danse. Man skal dog vaere paa vagt :) Flere gange vendte jeg mig om for at finde en peruvianer staa og shake buty i retning mod mig.. Blot man kigger i retningen mod peruvianske maend, er de naermest parate til at tilbyde dig guld og groenne skove - Alt i alt var det en skoenherlig aften og med god AK-stil lukkede jeg self stedet ned mens jeg baeldede min margarita faerdig. Da vi kom ud paa gaden var det lyst og kl. var aabenbart 7.

Om soendagen var vi i Lima downtown. For foerste gang siden vi ankom saa jeg her hvide mennesker igen hvilket var helt underligt.. Jeg havde utrolig meget lyst til at gaa hen og tale med dem - maaske fordi jeg foelte vi var connected pga. hudfarven - I dont know. Der var desuden utrolig stille og roligt i Lima paa en soendag - (Naesten) ingen raabende, piftende, "goodmorning" sigende peruvianske fyre som fulgte efter os og naermest ingen biler.. Det var som om verden stod stille - bare et oejeblik.
Vi var rundt at se flere forskellige kirker, pladser samt et hoejt bjerg hvor man kunne se ud over hele Lima by. Buschauffoeren droenede dog nedad den smalle vej med meget lidt plads ud til katen (og self ingen raekvaerk.) Jeg klamrede mig bedende til kanten mens jeg fulgte de forskellige kors som var placeret i groeften.
Efter et par mucho billige toejbutikker tog vi i vand parken hvor der var springvands-diskotek. Dette gik ud paa at der var et kaempe omraade med rister. Lige pludselig skoed der vand op men man vidste ikke hvor og hvornaar.. Vi endte derfor med at blive meget vaade hvilket hurtigt blev meget, meget koldt. Det var desuden rigtig smukt da de taendte lysene ved moerkets frembrud..

I gaar oplevede jeg det hidtil mest besynderlige paa min faerd her i Peru. Jeg var lige kommet hjem fra undervisning kl. 17.30 og sad og spiste frokost, mens moren kom loebende og naermest rev mig op af stolen og javede mig ud paa gaden uden sko - alt imens hun raabte alt muligt paa spansk som jeg naermest ikke forstod noget af. Senere forstod jeg at faren havde vaeret involveret i en motortaxi ulykke - chauffoeren havde aabenbart vaeret fuld. Det skal lige siges at moren og faren i familien er separarede, dog bor de stadig sammen. Moren begynder ofte saetningen med "Sig til din far at...", men da der var risiko for at han var blevet saaret blev hun bange og bekymret. Da han kom hjem fra hospitalet aensede hun ham naermest ikke igen.. Hvor er det dog aergeligt at nogle mennesker spilder tiden med at tage paa vej i stedet for at tilgive og nyde livet sammen..

Jeg har indvilliget i at hjaelpe til med at promovere Cepromup vha. nogle podcast som skal ligges ud paa hjemmesiden saa jeg har ikke mere tid - Der kommer billeder saa snart vi faar ordnet virussen i computeren. Consuelo er desuden kommet ind paa uni hvilket er super, super fedt. Hun er saa glad, saa glad og vi skal til Miraflores i weekeden og fejre det.

Kaerlighed og tanker herfra
Ann-Kathrine

AK DOESNT SHARE FOOD!

Ja - saa har vi overlevet galskaben i en hel uge.. Wekenden floej afsted med maveinfektion og feber kombineret med toer varme - det maa da vaere den vaerste mix laenge proevet.
Mine hverdage her i Villa er rimelig lige travle - op kl. 7: indtagelse af kaffe, frugt og yoghurt (til maven). Planlaegning af undervisning indtil mine egne spansk lektioner starter, som varer fra 11-15.30. Derefter hjem til mad efterfulgt af en lille morfar paa sofaen - aaaarhh. Senere forbereder jeg egne lektier til spansk, diskussions emner til min "conversation class" og dernaest min kor workshop. Koebte en guitar i gaar og den er saa fin og forholdsvis nem at stemme. Saa er jeg klar til at gaa amok med mine Beatles og Bob Marley sange.
Man kommer hurtigt til at forveksle spanske ord da de ligger meget op af hinanden. I en lektion begyndte jeg at tale om homo erotik, da jeg skulle beskrive mine interesserer, hvilket var dybt uheldigt. Der er desuden ulemper ved at laere et nyt sprog. Dansk, engelsk og spansk koerer konstant rundt i et stort virvar, saa sometider kan jeg ikke huske de mest simple danske ord og stavelser.

Klassen jeg skal undervise er tilsyneladende meget interesseret i det politiske felt og vil derfor gerne debatere internationale konflikter som f.eks. Palaestina-Israel. Det er isaer spaendende at debattere netop dette, da peruvianere - generelt set - har den naermest ensidede opafttelse af at Palaestinenserne er fjenden. Dette synspunkt er adopteret fra medierne, som har mulighed for at fordreje sandheden, saa det passer paa USAs politiske kurs og goeremaal i Israel. Fjernsynsprogrammerne er desuden domineret af den velkendte "soap-opera" bestaaende af tomme, ligegyldige skandaler. Sendetiden kunne i stedet blive brugt til at informere folket om samfundets problemer som f.eks. luft- og vandforurening, teenage foraeldre eller koenssygdomme. Tilbage til klassen - Det er dog en kende vanskeligt at tilgodese alles behov, da den yngste i klassen er 10 og den aeldste 29.. hmm.. men jeg maa jo bare goere mit bedste for at inkludere alle paa trods af alder og niveau.

Vi har nu vaeret her saa laenge, at der er begyndt at komme smaa rutiner i hverdagen.. Saasom at spise madpakke udenfor i solen, en daglig nap i selskab med i-poden, lidt kortspil samt yoga i aftenbadet. Brusebadende her er ubeskriveligt kolde. Vandet gennemsyrer hjernen for tanker mens man humper rundt og forsoeger at vaske sig. Mine taeer er altid meget beskidte da jeg ofte gaar rundt barfodet, saa sommetider opgiver jeg helt at faa dem rene. Tilbage til det med madpakken - I gaar, da jeg som saedvanlig sad udenfor med min boette rusk-num-snusk, satte jeg madpakken fra mig for at glo lidt paa landskabet og pludselig kunne jeg maerke noget kilde mig paa armen.. Kraftspeljme om der ikke stod en herreloes hund og aad min mad - Jeg farede self op og gav mit karakteristiske skrig mens hunden gladeligt spiste videre. Da den endelig holdte pause fik jeg lirket madkassen vaek hvorefter jeg loeb rundt i en cirkel med hunden loebene efter mig - endelig kom Heraldine mig til undsaetning og fik javet hunden vaek, mens jeg skraekslagen loeb ind paa Cepromup.
Paa mit hovede er jeg desuden ved at gro en miniature af Andes-bjergene med buler og stoev som materiale. Jeg foeler mig som en kaempe, der indtraeder smoelfeland naar jeg gang paa gang hamrer hovedet ind i de peruvianske doere og senge. Vejen til Cepromup kan desuden sammenlignes med vores elskvaerdige spil: "Den fortryllede labyrint". Der er baade halv/hel spiste rotter, alverdens former for affald samt alle de herreloese hunde man kunne have brug for. De vandrer ofte rundt paa tagene hvilket ser helt forkert ud.. Naa jeg vil videre med min undervisningsplanlaegning..
Jeg vil idag slutte af med en vidunderlig sammensaetning af ord, som en kaer veninde for nyligt citerede i min bog:

"At vove er at miste

fodfaestet for en stund.

Ikke at vove er at

miste sig selv"

- Soeren Kirkegaard

Aladdin gone blond

Efter en weekend med fest og farver (som self resulterede i soevn underskud) startede Sussie og jeg vores rejse mod Peru. I bilen kl. 4.30 mandag morgen opstod den genkendelige stemning som altid opstaar i bilen paa vej mod lufthavnen; "Har jeg glemt mit pas", "Hvornaar faar jeg mad igen", "Toer jeg overhovedet at flyve saa langt" - Men samtidig er kroppen fyldt med glaede og forventninger. Naa - , saadan havde jeg det i hvertfald.

Oversigt over flyveturen:

Ventetid i Kastrup = 2 timer

Kastrup --> Heatrow = 1 time

Ventetid i Heatrow = 2 timer

Heatrow --> Miami = 9 timer

Ventetid i Miami = 6 timer

Miami --> Lima = 5 timer

I alt: 25 timer

Da vi naaede Heatrow (efter 1 time) var vi allerede begyndt at blive traette, og jeg besluttede derfor at indtage min 3. kop kaffe. (Dum dum ide) Jeg taenkte derfor; "Nu skal du squ proeve noget andet end sort", og bestilte derfor den saakaldte "Ice Coffee" i haabet om at faa den den saakaldt blendede kaffe med vanille-is. I stedet fik jeg overrakt kaffe med 4 fesne isterninger i - Noej hvor jeg folte mig snydt. Vi chillede derefter lidt rundt i lufthavnen og lige inden vi skulle til gaten svigtede min ellers veloptraenede blaere mig (nej altsaa jeg naaede paa toilettet) Da vi kom til gaten var den ved at lukke og personalet var helt oppe at koere. En laekker kropsvissitering, og vi var ude i bussen som ventede paa os - Hovsa lovsa.
I flyet blev vi inkvarteret med film, tv samt auditiv underholdning samt alle de drikkevarer vi kunne skylle i os. Jeg havde mest af alt blot brug for at sove, men det var umuligt for at finde ro efter al den koffein. Til sidst bundede jeg en oel, hvilket resulterede i en power-nap paa praecis 14 min. :) Da jeg ikke selv er hardcore ryger var det ikke noget problem at der var rygning forbudt overalt, men Sussie havde jeg ondt af. Jeg naerede dog med tiden en form for frihedsberoevelse ved ikke at have muligheden - ikke engang over en fad i sportsbaren ;)
I Miami gik vi ud af lufthavnen og fandt en park. Her var dejlig varmt og stille. Efter en middag paa Burger K, faldt jeg om paa gulvet med Thomas Dybdahl "Fall a sleep now" og det gjorde jeg saa. Jeg blev vaekket af et spark paa benet - man skulle aabenbart bytte sine billetter inden gaten blev aabnet, ellers blev de givet vaek til de standby rejsene paa det overbookede fly.

Efter ankomsten i Lima omringede en masse maend os mens de raabte "TAXI TAXI" og vi loeb skraemte vaek. Til sidst fandt vi Chris et eller andet som skulle hente os. Han var rar og lille og talte ingen engelsk what so ever. Han koerte desuden som doed og helvede mens vi klamrede os til bilens sider uden seler. Han droenede overfor roedt mens han dyttede hvis nu der skulle komme modkoerende, hvilket der (naesten) ikke gjorde kl. 5 om morgenen. Det var et overvaelende landskab som sprang os i oejnene. Faldefaerdige skure uden tag, herreloese hunde og stejle klipper og oerkenlandskab. Det var og er fantastisk.

Consuelo moedte os ved huset. Hun er vores koordinater slash soester og hun er skoen. Fra foerste oejeblik var vi paa boelgelaengde og hun fortaeller meget aabent om sit liv og sine visioner. Jeg er sikker paa vi nok skal blive rigtig gode venner. Resten af familien taler spansk - og kun spansk. Det fede er at de taler ivrigt videre mens isaer jeg sidder og ligner et kaempe sporgsmaalstegn mens jeg desperat forsoeger at forstaa hvert ca. 10. ord. Consuelos niece er den jeg har talt mest med udover Consuelo selv. Hun er 6 aar og har de tykkeste briller og det soedeste smil. Hun fiser rundt i huset og laver ballade. Vi har spillet vendespil og opfundet vores eget sprog hvormed vi siger "Habla (Jeg taler) buubbaa muuuuu" hvorefter vi griner. Det er sjovt at se, at man kan kommunikere en smule paa tvaers af sprogene vha. abe fagter og humor. Derudover kiggede vi i en eventyrbog hvor Aladdin og snehvide havde lyst haar - det var alt for underligt. Moren i huset insisterer stadig paa at rydde op efter os, hvilket efterlader en foelelse af at vaere gaest. Det skal lige siges at hun laver det laekreste mad og vi faar to varme retter til frokost saa der er ingen fare for at vi sulter. Jeg tror der er en skjult laerer i hende. Hun forsoeger ihaerdigt at laere os navnene paa forskellig frugt samt bestikket - dog glemmer jeg det gang paa gang.

Om en time begynder min foerste spansk lektion paa 4 timer saa det bliver rigtig spaendende. I morgen skal jeg have min foerste time/snak med mine elever hvilket jeg glaeder mig meget til. Paa samme tid gaar det hele lidt hurtigt lige nu da vi jo kun har vaeret her i 2-3 dage.

Men helt sikkert - Jeg har det saa dejligt hernede paa trods af at jeg ikke forstaar sproget. Alt er meget anderledes og vi suger til os af indtryk hvilket goer at vi gaar meget tidligt i seng om aftennen - men maaske det ogsaa er pga. tidsforskellen paa 6 timer. Sussi og jeg har vaeret paa aftenture og vi er begge meget trygge ved at bo og faerdes her..

Ann-Kathrine

I en rus af ordstrøm, betændelse og drømme

En besværlig afsked bevidner hvorpå vores hjerter har fået frit løb til at sanse, opleve og ikke mindst dele.

Efter 27 dage her på Løgumkloster højskole må vi - i volontørgruppen - skære hul på den isolerende bobbel som i starten føltes beskyttende men nu nærmest kvælende.
Mættede af jungledans, endeløse informationer samt nye bekendtskaber må vi sige farvel til skolens langkursister som vi efterhånden er kommet til at holde meget af - og ikke mindst hinanden.

Vores tid på skolen har til tider været krævende i en strøm af brugbar og ny viden fra bl.a. gamle volontører, lærere og udefrakommende foredragsholdere. Lidt sygdom hist og her har derfor været svært at undgå - men der er intet som en fed hvidløg ikke kan klare!
Nogle af de bedste stunder må være de lange aftenner med kaffegrums, myre palls og pop corn krige hvor man senere kan huske tilbage på de spontant opståede snakke, som ramte dybt.

Det bliver rart at komme hjem og få fordøjet tiden her på højskolen inden vi rejser afsted til Peru med rygsækken fyldt. Nedtællingen er hermed begyndt - 17 dage tilbage.

Kærligst Ann-Kathrine