Aladdin gone blond

Efter en weekend med fest og farver (som self resulterede i soevn underskud) startede Sussie og jeg vores rejse mod Peru. I bilen kl. 4.30 mandag morgen opstod den genkendelige stemning som altid opstaar i bilen paa vej mod lufthavnen; "Har jeg glemt mit pas", "Hvornaar faar jeg mad igen", "Toer jeg overhovedet at flyve saa langt" - Men samtidig er kroppen fyldt med glaede og forventninger. Naa - , saadan havde jeg det i hvertfald.

Oversigt over flyveturen:

Ventetid i Kastrup = 2 timer

Kastrup --> Heatrow = 1 time

Ventetid i Heatrow = 2 timer

Heatrow --> Miami = 9 timer

Ventetid i Miami = 6 timer

Miami --> Lima = 5 timer

I alt: 25 timer

Da vi naaede Heatrow (efter 1 time) var vi allerede begyndt at blive traette, og jeg besluttede derfor at indtage min 3. kop kaffe. (Dum dum ide) Jeg taenkte derfor; "Nu skal du squ proeve noget andet end sort", og bestilte derfor den saakaldte "Ice Coffee" i haabet om at faa den den saakaldt blendede kaffe med vanille-is. I stedet fik jeg overrakt kaffe med 4 fesne isterninger i - Noej hvor jeg folte mig snydt. Vi chillede derefter lidt rundt i lufthavnen og lige inden vi skulle til gaten svigtede min ellers veloptraenede blaere mig (nej altsaa jeg naaede paa toilettet) Da vi kom til gaten var den ved at lukke og personalet var helt oppe at koere. En laekker kropsvissitering, og vi var ude i bussen som ventede paa os - Hovsa lovsa.
I flyet blev vi inkvarteret med film, tv samt auditiv underholdning samt alle de drikkevarer vi kunne skylle i os. Jeg havde mest af alt blot brug for at sove, men det var umuligt for at finde ro efter al den koffein. Til sidst bundede jeg en oel, hvilket resulterede i en power-nap paa praecis 14 min. :) Da jeg ikke selv er hardcore ryger var det ikke noget problem at der var rygning forbudt overalt, men Sussie havde jeg ondt af. Jeg naerede dog med tiden en form for frihedsberoevelse ved ikke at have muligheden - ikke engang over en fad i sportsbaren ;)
I Miami gik vi ud af lufthavnen og fandt en park. Her var dejlig varmt og stille. Efter en middag paa Burger K, faldt jeg om paa gulvet med Thomas Dybdahl "Fall a sleep now" og det gjorde jeg saa. Jeg blev vaekket af et spark paa benet - man skulle aabenbart bytte sine billetter inden gaten blev aabnet, ellers blev de givet vaek til de standby rejsene paa det overbookede fly.

Efter ankomsten i Lima omringede en masse maend os mens de raabte "TAXI TAXI" og vi loeb skraemte vaek. Til sidst fandt vi Chris et eller andet som skulle hente os. Han var rar og lille og talte ingen engelsk what so ever. Han koerte desuden som doed og helvede mens vi klamrede os til bilens sider uden seler. Han droenede overfor roedt mens han dyttede hvis nu der skulle komme modkoerende, hvilket der (naesten) ikke gjorde kl. 5 om morgenen. Det var et overvaelende landskab som sprang os i oejnene. Faldefaerdige skure uden tag, herreloese hunde og stejle klipper og oerkenlandskab. Det var og er fantastisk.

Consuelo moedte os ved huset. Hun er vores koordinater slash soester og hun er skoen. Fra foerste oejeblik var vi paa boelgelaengde og hun fortaeller meget aabent om sit liv og sine visioner. Jeg er sikker paa vi nok skal blive rigtig gode venner. Resten af familien taler spansk - og kun spansk. Det fede er at de taler ivrigt videre mens isaer jeg sidder og ligner et kaempe sporgsmaalstegn mens jeg desperat forsoeger at forstaa hvert ca. 10. ord. Consuelos niece er den jeg har talt mest med udover Consuelo selv. Hun er 6 aar og har de tykkeste briller og det soedeste smil. Hun fiser rundt i huset og laver ballade. Vi har spillet vendespil og opfundet vores eget sprog hvormed vi siger "Habla (Jeg taler) buubbaa muuuuu" hvorefter vi griner. Det er sjovt at se, at man kan kommunikere en smule paa tvaers af sprogene vha. abe fagter og humor. Derudover kiggede vi i en eventyrbog hvor Aladdin og snehvide havde lyst haar - det var alt for underligt. Moren i huset insisterer stadig paa at rydde op efter os, hvilket efterlader en foelelse af at vaere gaest. Det skal lige siges at hun laver det laekreste mad og vi faar to varme retter til frokost saa der er ingen fare for at vi sulter. Jeg tror der er en skjult laerer i hende. Hun forsoeger ihaerdigt at laere os navnene paa forskellig frugt samt bestikket - dog glemmer jeg det gang paa gang.

Om en time begynder min foerste spansk lektion paa 4 timer saa det bliver rigtig spaendende. I morgen skal jeg have min foerste time/snak med mine elever hvilket jeg glaeder mig meget til. Paa samme tid gaar det hele lidt hurtigt lige nu da vi jo kun har vaeret her i 2-3 dage.

Men helt sikkert - Jeg har det saa dejligt hernede paa trods af at jeg ikke forstaar sproget. Alt er meget anderledes og vi suger til os af indtryk hvilket goer at vi gaar meget tidligt i seng om aftennen - men maaske det ogsaa er pga. tidsforskellen paa 6 timer. Sussi og jeg har vaeret paa aftenture og vi er begge meget trygge ved at bo og faerdes her..

Ann-Kathrine

I en rus af ordstrøm, betændelse og drømme

En besværlig afsked bevidner hvorpå vores hjerter har fået frit løb til at sanse, opleve og ikke mindst dele.

Efter 27 dage her på Løgumkloster højskole må vi - i volontørgruppen - skære hul på den isolerende bobbel som i starten føltes beskyttende men nu nærmest kvælende.
Mættede af jungledans, endeløse informationer samt nye bekendtskaber må vi sige farvel til skolens langkursister som vi efterhånden er kommet til at holde meget af - og ikke mindst hinanden.

Vores tid på skolen har til tider været krævende i en strøm af brugbar og ny viden fra bl.a. gamle volontører, lærere og udefrakommende foredragsholdere. Lidt sygdom hist og her har derfor været svært at undgå - men der er intet som en fed hvidløg ikke kan klare!
Nogle af de bedste stunder må være de lange aftenner med kaffegrums, myre palls og pop corn krige hvor man senere kan huske tilbage på de spontant opståede snakke, som ramte dybt.

Det bliver rart at komme hjem og få fordøjet tiden her på højskolen inden vi rejser afsted til Peru med rygsækken fyldt. Nedtællingen er hermed begyndt - 17 dage tilbage.

Kærligst Ann-Kathrine