Hvor intet vover - intet vinder

Frihed kontra sikkerhed

Konstant i tilværelsen her i Villa, konfronteres man med dillemaet; vælg den kendte og sikre mulighed, eller prøv noget nyt og føl dig fri. Det kan være lige fra at spise en tamale (en af kystens nationalretter) på den lokale strand til at gå alene hjem fra arbejde og nyde mørkets stilhed. Efter nu godt 2 måneder her, har man efterhånden fået opbygget en form for hverdagsfornemmelse; man møder smilende, velkendte ansigter på sin vej, begynder at være opmærksom på hvad der foregår omkring én og vælger nye ruter på sin hjemtur. Det handler om at finde den gyldne balance, hvorpå man kan føle sig fri og samtidig sikker på sig selv og sine omgivelser.

Sweet sixteen

Efter en halv times kørsel i ring (peruvianere og kørselvejledning!), ankom vi til en af mine elevers fødselsdagsfest. Her i Peru fejres pigerne ved deres 15. sommer, og drengene når de bliver myndige - ligesom i Danmark. Temaet for festen var prinsesse lyseblå, og jeg må sige det var gennemført til punkt og prikke.. Den første time ankom underholdningen; 10 attraktive peruvianske mænd klædt ud i sømandskostume, men der var stadig ikke nogen gæster ud over de 5 venner, jeg var ankommet med. Vi sad derfor og stenede til alt for høj regaaeton musik på vores lige linie med stole i enden af rummet. Senere løsnede stemningen sig, og det endte egentlig med at blive helt sjovt.. Kl. 12.00 ankom midtpunktet iført et brag af en flødeskumskjole. Hendes smil fortrak sig efter de lange upersonlige taler og danse med unge som ældre herrer. Fester som disse, lever i mange unge pigers drøm, men det er bestemt ikke alle familier, som har ressourcer til at levere et sådan brag af en fest. Denne fest havde efter min mening dog taget overhånd, og virkede mest af alt som en mulighed for at promovere familiens velstand og succés.

Naar man mindst venter det . . .

En hyldest til livet og dets ungdom, afløses dog ofte af den til tider uhåndgribelige modsætning; døden. En af lærerne her på Cepromup mistede for nyligt sin kone til en turbulent graviditet. Kvinden var 5 måneder, da hun på mystiks vis blev fundet livløs af Louis. Som traditionen tro, deltog vi i både vågenatten og begravelsen, som her i Peru beror på utallige små, mere eller mindre fjollede traditioner. Den åbne kiste, rom i inderlommen, rundtur med kisten på nakken for at den afdøde kan tage afsked med nabolaget samt den såkaldte chicha hvor alle mennesker, som havde kendskab til parret, donerer penge og diverse madvarer. Man afleverer penge hvorpå man nøje noterer navn og beløb. I starten fandt jeg dette yderst mærkværdigt, men fik senere hen forklaret at enkelte ellers var lidt for gode til at fraføre et mindre beløb ned i egen lomme. Hvor er det sørgmodigt, at mennesker kan være så fattige og desperate, at deres moral ikke fraholder dem fra at stjæle fra en enkemand med to børn og lav løn.

Afsked med nyfundne bekendtskaber

I morgen, aflutter jeg den ene af mine engelsk klasser. Efter mange timers planlægning, større eller mindre fremmøde og alt for mange elever, som sovende er kommet for sent efter en lang dags arbejde, er min tålmodighed som lærer ved at slippe op. Selvom det har udløst gode grin og anderledes bekendtskaber, glæder jeg mig til at komme lidt væk fra peruvianers til tider pågående attitude. I starten var det et must for mig at takke ja til alle muligheder, men efter lidt tid fandt jeg ud af at hvis man rækker nogle peruvianere lillefingeren, så tager de hele skysovsen og tror man pludselig skal være sammen konstant, alt imens de bombarderer én med tilbud. Dette kan være utrolig udmattende, hvis man ikke får sagt pænt nej en gang imellem.. Det handler om at saette graenser, men sometider er dette lettere sagt end gjort, da man jo gerne vil sprede peace, love and harmony.

Mine fordom vedroerende peruviansk kunst blev bekraeftet, da jeg denne uge var paa kunst check men en af mine venner. Selvom man gang paa gang kan forundres og oplives over smuk, kolloniansk kunst og diverse krukker/figurer/stof stykker fra de aelgamle kulturer, saa er den grimme millionby, Lima altsaa ikke i besiddelse af peruviansk moderne kunst. Vi opdagede i stedet smukke italienske impressionister og saa flere mindre kendte kubistiske vaerker af Juan Gris. Peruviansk - eller ej - det var skoent at studere kunst igen.

Til gengaeld, kan Lima prale af Pachacamac. Pachacamac er et arkaeologisk fund skabt af flere forskellige kulturer, indtil Pizarros bror ankom og jaevnede stedet med jorden. Senere opdagede 3 forskellige arkaeologer stedet gradvist og idag har man forbedret ruinerne med enkelte reproduktioner. Paa trods af slemme toemmermaend, var det ubeskriveligt at vandre rundt i oerken paradiset og studere aeldgamle uriner, alt imens vores venlige engelsktalende guide kunne berette historier og fakta om de forskellige kulturers byggestil og levevej.