Kultur uden grænser

Jeg takker hermed for kristendommens mest centrale højtid; "Semana Santa" (påske), der de sidste 3 dage har ligget til grund for en uforglemmelig telttur i bjergene.

Påsken for mig startede onsdag eftermiddag hvor jeg deltog i Henriks time. Alt imens vi sang om den kære påskehare, gemte vi chokolade æg og talte om traditioner samt planlægning af den forlængede weekend.



Godt pakket sammen i Dannys bil, rullede vi (Danny, Henrik, Julio, Sussie og jeg) dagen efter mod bjergene for at nyde hinandens selskab i klar og ren luft. På uheldigvis blev vi ramt af en lang regnbølge alt imens vi havde fået teltene slæbt ud af bilen. Great - den første omgang regn skulle absolut fyres af på campingturen, tak for lort. Men op kom teltet og derefter en tur i den mere eller mindre rene pool. I kontrast til den danske købementalitet; "Vi mangler en bold - lad os gå op og løbe én" er den peruvianske, kollektive problemløsning; "Lad os finde nogle nye venner - som har én bold!" Det er fascinerende at se hvor åbne og tillidsfulde peruvianere kan være i forhold til danskere - naturligvis spillede vores oplysende kulør en rolle, men hvor mennesker med anderledes udseende og baggrund i Danmark ville skabe angst og fordomme, er vi her udelukkende blevet mødt med imødekommenhed. Det kommer self an på hvordan man som person modtager verden. Når man konfronteres med en kultur så forskellig fra det vante, må man sommetider tjekke den danske mentalitet ved døren, og derefter gå kulturen i møde uden forventninger og sammenligninger. I dette "fri-rum" har jeg oplevet og skabt en bedre forståelse for mennesker som mit (måske) tidligere snæversynede danske sind ville have stemplet for værende uvidende og uselvstændige. Alfa omega er her at vurdere de sammenhænge som menneskene optræder i; herunder især de muligheder som samfundet opstiller for dem. Tilværelsen i Villa er (for os), udelukkende hvad vi selv gør det til, men den leve vej deler jeg ikke med flere af mine nye venner. Fatigdom har mange ansigter, og det behøves ikke nødvendigvis være en sulten, lille neger. Det kan sågar være unge mennesker som ikke har mulighed for at: uddanne sig, rejse udenlands, eller noget så simpelt som at gå i byen med sine venner. På flere tidspunkter har jeg følt mig som en rigtig Gringa-nar. Som f.eks. når vi har været i byen og vi tre danskere har siddet med hver vores drink, alt imens de resterende peruvianere har rodet deres få sol sammen til at købe en fælles øl. Når de interesseret spørger ind til ens videre rejse, hvorefter de til sidst halv-flovt beretter at de aldrig har været udenfor Lima.



Begge aftenner kørte vi ind til centrum; "Plaza de Armas" hvor vi fik afprøvet forskellige retter med fisk og marsvin. Jeg kunne skrive en ny blog udelukkende om alt det fantastiske mad, da jeg hele tiden oplever nye tilberedningsformer af ris, kartofler, kylling og grøntsager, men det vil jeg dog spare jer, kære mennesker, som veholdende følger med :)

Efter en overflod af vodka og øl, gav de peruvianske hoveder efter, og natten endte sent med gode historier og mavekramper. Dagen derpå gik med fodbold og afslapning på græsset, sandwich med alt for gammel skinke samt endeløse diskussioner omkring kønsroller. Senere gik vi ned til den livlige flod, som er alt der adskiller pladsen fra bjergene. Intet net i tilfælde af stenskred. Til gengæld var bjerglandskabet betagende. Store mørke klipper rejste sig som en mur omkring os, oplyst af aftennens fuldmåne. Alt omkring os blev der fyret op for mindre lejrbål, som desværre havde kort brændetid, grundet regnen dagen forinden. I alt på de tre dage, oplevede jeg at benytte ét velfungerende toilet, hvilket udmærket afspejler hygiejnekvaliteten. Op af dagen var alle toiletterne sejlende, hvilket heriblandt andre forhold, skabte en del associationer til den kære Roskilde festival. Jeg glemmer konstant at overveje ulemper ved f.eks. at spise mad fra gadeboderne samt at blande syre/base hvilket resulterede i alvorlige krampetrækninger. De andre fik derfor fat i noget neutraliserende væske som mest af alt smagte af jenka tyggegummi hvorefter jeg igen hoppede med på øl vognen.



Da vi gættede på at rush hour havde lagt sig, forlod vi vores grønne bjergparadis og begav os hjemad. Vejen viste sig at være fyldt med politi razziaer, hvilket resulterede i at vi vendte om og fandt en smallere vej i sikkerhed. (Chaufføren havde åbenbart ikke noget kørekort.) Mens peruvianerne bandede og svovlede over korrupte betjente, måbede jeg over deres agressivitet, da politiet jo netop undersøgte bilerne pga. det høje antal af chauffører uden kørekort. Det er tydeligt at selve politivæsnet har mistet tillid og autoritet pga. de ophobende korruptionssager, men hvis man selv udnytter chancen for at slippe billigt og derved bøjer reglerne, bliver kæden jo aldrig brudt. Det er uhyggeligt så tæt cirklen af fattigdom og korruption er linket sammen og hvor svært det er at begrænse den ene, hvis den anden er til stede. Episoden tog mig tilbage til min barndom hvor vi legede politi og røver. Med bankende hjerte løb man rundt i mørket med sine små sten for nå grænsen uden at blive fanget. Da spændingen i bilen havde lagt sig, opstod min egen frustration om hvad der dog skulle til for at bryde denne onde cirkel.



Med blå mærker (grundet det manglende underlag og Henriks slå leg på bagsædet) og afbrændt hud vendte vi tilbage til det støvede Villa hvor en "Sweet 15" fødselsdag ventede os.