Lad dem klappe i livstræets krone

Med åbent sind og hjerte, søgte jeg mod Perú for at opleve en anderledes dyrkelse og (mis)brug af religion. Ud fra et ikke-religiøst synspunkt mener jeg dog bestemt at man må sætte sig ind i menneskets forhenværende såvel som nuværende fortolkning af religiøse budskaber, for at skabe bedre forståelse for det givne samfund.

Hvad angår katolismens synlige eksistens, er den nærmest ikke til at ungå. For det første, skal man ikke lede længe før der bogstaveligt talt skiltes med religionen. Religøse symboler masseproduceres i utallige afskygninger i form af f.eks. store fede blinkende kors samt det store udbud af merchandise med diverse aftegninger af Jesus. Heraf diverse smykker, spejle og tasker, som ses overalt i det offentlige såvel som private rum.
Ved besøg af de prangende kirker i Lima, har jeg adskillige gange givet mere eller mindre frivillige bidrag. De snedige damer lister hurtigt en folder og halskæde omkring din hals hvorefter de naturligvis forventer penge. Jeg som den naive dansker takker jo høfligt ja til deres flyers og opdager først deres skjulte dagsorden for sent. "Det går til kirkens børn" - Det er vel linien, som oftest smelter de europæiske hjerter på rekord tid, og den virkede da også ganske fint på mig.
Sidste weekend var vi på en storslået kirkegård for at mindes Consuelos bedstemor, som døde for et år siden. Stedet var ubeskriveligt smukt med en moderne, skulpturel kirke udendørs. Frontsiden var glasbelagt, og man kunne derfor se det levende springvand fra en klippe. Der var endvidere solfangere på taget som reflekterede lyset på fascinerende vis. Hvad jeg ikke fandt fascinerende var prædikenen. Igen - blev en kurv sendt rundt hvormed man kunne yde et økonomisk bidrag til kirken. Derudover skulle man betale for at få navnet på sin afdøde nævnt og til sidst kunne man få tilbudt "helligt" vand fra præsten. Flere blev rørte over en bestemt sang, enkelte levede sig så meget ind i det, at de begyndte at klappe (i peruviansk takt - det vil sige deres egen), men udover det var det fantastisk at se deres genkendelsglæde. Senere fik de dog en opsang af præsten, da man under ingen omstændigheder kunne klappe og bevæge sig lystigt så tæt på "Semana Santa" hvilket er en slags faste uge hvor det udelukkende er tilladt at spise fisk og opføre sig mådeholdigt. Årh så lad dog folket klappe din sure, gamle mand.

Ofte når vi har været i kontakt med kirken, har det handlet om på venskabelig vis at lokke penge fra folk, hvilket jo egentlig hænger fint sammen med den katolske kirkes skræmmekampagner hvad angår skærsilden. Derudover oplevede vi alle en stor skuffelse i tirsdags, da vi var på en institution for fattige børn, som havde gennemlevet forskellige former for omsorgssvigt. Der var en god mulighed for, at Sussie havde interesse for at yde hjælp på frivillig vis, og vi skulle derfor tjekke stedet ud. Vi blev mødt med venlighed fra børn og personale lige indtil konsultationen med kordinations-nonnen. Hun spurgte ind til både Consuelo og Sussies religiøse overbevisning, og straks da hun indså at Sussie var somewhat protestant knækkede linien. Hun mente bestemt, at Sussie ikke ville føle sig tilpas ved at arbejde der pga. ritualerne som de her lagde stor vægt på. Consuelo var dog vedholden, og forklarede at Sussie ville gøre et godt stykke arbejde, og hvis det viste sig at det blev for meget, kunne de altid ændre aftalen. Men nonnen var på ingen måde interesseret i at have Sussie som ekstra hjælp da de havde rigeligt med personale. Det ærgelige var dog, at vi med vores egne øjne havde set den ene dame som havde ansvaret for de unge mennesker. Det var tydeligt at mærke fokus var lagt på hvilken religion man tilhørte og ikke børnenes behov. Denne diskrimination gjorde mig ikke alene forbavset, men også vred. Men som Sussie selv gav udtryk for, var hun ikke interesseret i at arbejde med så snæversynede mennesker. Når det så er sagt, taler vi her om den ekstreme udøvelse af den katolske tro, og naturligvis har alle ikke denne opfattelse. Der findes bestemt smukke og livsbekræftende ting ved at dyrke sin tro, men kirkens krav om penge på manipulerende vis, har flere gange givet mig en dårlig smag i munden.

Men, i det mindste kan jeg nu strege "at slå en kakkelak ihjel" og "møde en nonne" af min liste -