At rejse er at leve

Efter problemer med bussen, ankom vi mere eller mindre uskadte til Tumbes efter en laaaaang dag/nat i bus - godt 20 timer. Utroligt saa mange stemninger der befinder sig i saadan en bus; Mr. butcrack som ihaerdigt maser sin overspiste kuffert paa plads, de feminine "stewardesser" som er de eneste, der hele doegnet formaar at se fornuftige ud, gamle maend med manglende taender, som konstant opsoeger gringos (mennesker med lys hud/haar). Skaemte over raabende taxa maend med luftkasteller, tog vi det foerste hostel ved haende. "Hygenically challenged" var beskrivelsen i Lonely P. og det skal jeg lige love for! Piller paa sengen, blod paa haandklaedet og manglende vand men okay til s/ 30 = 60 kr kunne jeg som sove paa et hoeloft. Efter en sightseeing rundt i den hede, charmerende by tog vi en siesta i skyggen med en cusqeña negra. Vi takkede ja til en ekstra omgang sammen med 3 simple fyre dog blev idyllen hurtig brudt da en tyv floej over muren og stjal Sussies taske med indhold. Vores nye seje venner styrtede efter paa motorcykel og forsikrede os at det ville vende tilbage om 30 min med tasken. Hele situationen var en smule komisk saa Sussie og jeg kunne ikke andet end le lidt af situationen men lur mig om de ikke vendte tilbage med alle ejendele velbeholdt! Vi var henrykte og forundrede over vores held, dog holdte dette ikke paa hele rejsen


Fra Tumbes videre til Guayaquil - den stoerste by i Ecuador i konstant udvikling mht oekonomi og turisme. Jeg skal gerne indroemme at jeg foelte mig som en lille skraemt mus ved synet af de hoeje skyskrabere og ukendte ansigter. Heldigvis moedte vi ogsaa her hurtigt nye mennnesker. Efter min maaske mest delikate seafood paa den roede krappe, tog vi paa clubbing i det vilde natteliv. Dyre drinks, falske bryster og beverly hils steming praegede det rigere hotspot nordoest for centrum fyldt med sjove, unge mennesker. Dagen efter plejede vi toemmermaendene paa en gammel kutter som foraerede os klar sol og fantastisk udsigt over de store kontraster i en saadan storby. Vi laa paa daekket og noed solen, hinanden og den gammeldags stemning som nu engang befinder sig paa et skib. Vi undslap varmen paa en Mac D hvor vi bestilte is og aircondition. Paa hjemvejen oplevede vi en knap saa komisk oplevelse. En mand henvendte sig pegende paa min lomme hvorefter jeg trak mig vaek. Inden jeg kunne naa at taenke mig om, ligger jeg graedende paa gulvet med oprevne Vibskov shorts og slag i maven. Vi var saa uheldige at lige praecis paa det hjoerne var politiet ikke at finde, og kujonen slap derfor afsted med vores dejlige billeder fra Ecuador og en forhaabentlig daarlig samvittighed. To betjente forbarmede sig over os og koerte os efter et forsoeg paa genkendelse af to tyveknaegte paa aaben gade (det var ALDRIG sket i DK), paent tilbage til vores hostel. Vi fandt derefter ud af at vi boede i et farligt kvarter hvor man burde vaere paa udkig at all time, Naaaa. Visse forbehold tages efter saadan en oplevelse. Jeg tog pludselig mig selv i at kigge mig en ekstra gang over skuldren, krympe ved henvendelse fra ukendte med den tilbagevendene fornemmelse af at folk ville mig noget ondt. Heldigvis fandt jeg modgiften i et nyt bekendtskab i Trujillo.


Vi tog turen fra Guayaquil til Trujillo i stiv arm. Her stoedte vi paa forskellige europaere som vi delte oplevelser og droemme med. Jeg beundrer mennesker som vaelger at rejse alene, og jeg begynder efterhaanden at vaere sikker paa jeg selv vil forsoege en dag. Kort fra Plaza de Armas hoerer jeg pludselig en person raabe en dansk frase med aergelig peruviansk accent. Paúl. En berejst og idealistisk sjael som med staerk tro og haab for fremtidens Peru, driver forskellige NGO projekter for boern/unge. Projekterne finansieres gennem hans udbud af alternative ture i den fri natur omkring Trujillo. Desvaerre koerte forretningen ikke for tiden, dog var han fyldt til randen med positivitet og troen paa god karma. Han hjalp mig med at forstaa hvor vigtig tillid til os selv og verden, er for at komme videre. Vi tog paa ture ud til smaa fiskerlandsbyer og et reservat for skadede dyr som her paa uformel vis kunne faa en ny tilvaerelse. En lokal kunstner som udtrykte sin passion gennem forunderlige musikinstrumenter og ornamenteret keramik, vandren i oerkenlandskab og dyb skov og slutteligt laerte jeg at sandboarde ned ad stejle bakker af sand og sol. Vi besoegte senere de fascinerende ruiner Huaca del la Luna og Chan Chan. Tilsluttet engelske guider opdagede vi et stykke historie saa uhaangribeligt, at man maatte bruge fantasien til at forestille sig denne primitive livsstil. Jeg foeler mig i sandhed priviligeret for alle disse indtryk og bekendtskaber vi har faaet foraeret paa vores faard. At rejse er at leve - Selvom Dolph beskriver HCA som en international ornanist, saa kan man ikke betvivle disse simple, dog udoelige ord.

Efter snart 3 maaneder, udelukkende med iskolde bade besluttede jeg mig for, at det var paa tide med et varmt. Sussie og jeg fandt derfor et tyrkisk bad hvor man baade kunne faa varmt brusebad og dampbad, dog blev min indre ro forstyrret af gadelarmen og de evige soap operaer som kradsede gennem luften. Ufatteligt. Derimod god oevelse for min meditations muskel.

Tonight is the night. Jeg fylder 21 i morgen (Oh no o no) og har i den anledning budt forskellige venner til samkvem her i huset. Det føltes rart at vende tilbage til Lima efter en eventyrlig rejse gennem Nordperu. Tak for kommentarer til min blog, bliv venligst ved :) Min mobilos som jo aldrig har virket, er nu blevet helt væk, så glem al kontakt gennem den idiotiske firkant.

Gode vibrationer sendes herfra med smil og trompeter
Ann-Kathrine