Fe!

Man kan staa paa et stejlt bjerg med en fantastisk udsigt, hvorefter man kan klatre videre til det naeste, og derefter faa udsigt til det foerste, nu mindre bjerg, som man troede skulle vaere det flotteste og stoerste man nogensinde skulle se. Konstant overumpler bjergudsigter, saltoerkner og isolerede oer med blaa, blaa vand min hidtil forstaelse og beundring af naturens kraefter. Man vil altid finde udsigter, bekendtskaber eller udtryksformer, som er stoerre eller bedre end det man hidtil har oplevet. Men for at vi i sandhed skal laere at nyde livet i konstant beundring og refleksion, maa man laere at saette pris paa det man har, velvidende om at der med garanti findes noget endnu smukkere. Det er den skat vi betaler for at leve i en saa stor og forunderlig verden.
Disse ord og min fulde respekt gaar til de mennesker, som mestrer denne kunst.



Paa denne rejse har jeg laert flere ting om livet. Man maa laere de rigtige tidspukter hvorpaa man skal fylde og indskraenke sig - Dette gaelder for saavel bagage som personlighed. En anden vigtig erfaring maa vaere troen paa det gode i mennesket og derved ogsaa dig selv. Navngivningen for dette blogindlaeg; "Fe!" refererer til det spanske ord betydende "Faith" eller "trust" paa engelsk. (Der er ikke nogen praecis oversaettelse pga. vores indskraenkede ordforraad, saa bliver noed til at laane fra det engelske.) Efter ubehagelige episoder, maerkes man gang paa gang ved uvisheden her i tilvaerelsen. "Vil den mand mig noget ondt, han kiggede maerkelig", "Hvorfor tager han min taske - maaske han vil stjaele den!" Disse tanker har gennemsyret mit sind flere gange under diverse busture og hvis jeg skal vaere helt aerlig, skammer jeg mig over dem. Ikke dermed sagt at man skal vaere evig optimist eller naiv, men man maa da heller ikke ende med at tro mennesker vil en noget ondt, naar de blot proever at hjaelpe. Det er svaert for mig at finde balancen mellem at vaere forberedt, og stadig nyde omgivelserne saavel som menneskene. Jeg moedte fornylig to brasilienere. De var meget overraskede da jeg berettede om min begejstring for La Paz. De fortalte derefter om deres oplevelse udelukkende havde vaeret at vaere buret inde paa deres hotel vaerelse fordi de havde laest i Lonely Planet at det var farligt at gaa rundt i byen om aftennen. Sandt nok - jeg har da hoert om mange tyverier, men hvis man ikke tager chancer paa sin vej, laerer man jo aldrig nget nyt.

La Paz

Efter to punkterede daek og strejke omkring Cuzco pga. den idiotiske peruvianske regering, blev vi smidt af paa et tilfaeldigt fortov i La Paz. Vi fandt to andre som ogsaa soegte party hostellet: Loki, og fulgtes derfor i en taxa som vi fik prajet efter 30 min i den umulige centrum trafik. Vi sov med 8 andre i et stort, dejligt og lyst rum. Vi moedte en bunke sjove folk over bla. pop quiz, den bolivianske oel, Bock og pool. Udover en perfekt blanding af fest og afslapning, besoegte vi Coca museet som formidlede den barske historie og vestens opfindelse af Kokain, og derefter krigen mod stoffet som kostede flere mennesker livet end selve indtagelsen af kokain rent faktisk ville. Det gav ogsaa indblik i hvor vel integreret tyggeriet af coca bladet var og til stadighed er i idag i lande som Peru og isaer Bolivia. Jeg finder det nu ikke som noget saerligt, selvom jeg da godt kunne maerke effekten.

Salar de Uyunie

Paa min rejse gennem Bolivia og Chile, er jeg begyndt at lide af savn til junglen. Disse efterlevn beror paa lydene, samtalerne og foelelsen af ikke at vaere til stede paa noget kort og derved i konstant isolation. Hvad jeg ikke savner, men derimod griner af, er de amerikanske tourister som halvvredt spoerger hvad tid dyrene kommer frem saa de kan faa deres billeder - Det er et naturreservat, ikke en zoo! Vi havde et par lignende tourister paa vores 3-dages tur i Salar de Uynuie, som er verdens stoerste saltoerken, lokaliseret i Bolivia. De brokkede sig konstant, hvilket jeg proevede at ignorere, men da de til sidst blev irriterede over at vi kun saa omkring 20 lyseroede flamingoer blev jeg noed til at saette dem paa plads. De havde set dit og hoert dat, ja - men der er forskel paa saesonen! Naturen kan ikke styres at mennesket, og det er da netop det som goer den til det mest fantastiske og rene her i verden. Udover det var turen i salt oerkenen fantastisk. Vi havde ned til 20 minus grader - stik den DK - og gruppen varmede sig derved op med spiritus, som endte med benzin -> ild paa gulvet, og roedvin paa dugen - Woops. Vinduet i jeepen froes fast da en pige skulle have et billede ud af vinduet, hvilket gav kold, kold luft ind i bilen paa vej til gejserne og solopgangen kl. 4 om morgenen. Udsigterne vi saa ved sol op og nedgang var ubeskrivelige. De mest perfekte moerke bjerge, de heftigste gejsere oplyst af fuldmaanen, de store misformede vulkaniske sten som var spredt omkring Licancabur som er en vulkan placeret paa graensen mellem Chile og Bolivia samt de farvede laguner som vi fik fint udsigt over fra bjergene.
Jeg er nu i San Pedro, Nordchile og i morgen tager jeg videre til Valparaiso naer Santiago. En 27 timers koeretur hvilket foraarsagede at jeg naermest tvang en bog ud af en chilener som virkede lidt skraemt, en land historie.

Udover en guidet tur til Valle de la Luna med to andre piger, lejede jeg idag en cykel og koerte rundt i det chilenske landskab. Der var god mulighed for trekking hvilket jeg benyttede jeg af. Fantastisk, ubeskrivelig tur uden kamera.. Nu lidt chilensk roedvin som er fyldigere end noget andet, efter et forhaabentlig varmt bad og saa farvel til San Pedro i morgen tidlig. Hvem ved hvor jeg er i naeste uge, masske paa snow board i Barloche eller i B.A. for at nyde laekkert koed og god musik? Planlaegning er der ikke meget af, men en ting er sikkert, den sidste tid skal nydes!