Hvor intet vover - intet vinder

Frihed kontra sikkerhed

Konstant i tilværelsen her i Villa, konfronteres man med dillemaet; vælg den kendte og sikre mulighed, eller prøv noget nyt og føl dig fri. Det kan være lige fra at spise en tamale (en af kystens nationalretter) på den lokale strand til at gå alene hjem fra arbejde og nyde mørkets stilhed. Efter nu godt 2 måneder her, har man efterhånden fået opbygget en form for hverdagsfornemmelse; man møder smilende, velkendte ansigter på sin vej, begynder at være opmærksom på hvad der foregår omkring én og vælger nye ruter på sin hjemtur. Det handler om at finde den gyldne balance, hvorpå man kan føle sig fri og samtidig sikker på sig selv og sine omgivelser.

Sweet sixteen

Efter en halv times kørsel i ring (peruvianere og kørselvejledning!), ankom vi til en af mine elevers fødselsdagsfest. Her i Peru fejres pigerne ved deres 15. sommer, og drengene når de bliver myndige - ligesom i Danmark. Temaet for festen var prinsesse lyseblå, og jeg må sige det var gennemført til punkt og prikke.. Den første time ankom underholdningen; 10 attraktive peruvianske mænd klædt ud i sømandskostume, men der var stadig ikke nogen gæster ud over de 5 venner, jeg var ankommet med. Vi sad derfor og stenede til alt for høj regaaeton musik på vores lige linie med stole i enden af rummet. Senere løsnede stemningen sig, og det endte egentlig med at blive helt sjovt.. Kl. 12.00 ankom midtpunktet iført et brag af en flødeskumskjole. Hendes smil fortrak sig efter de lange upersonlige taler og danse med unge som ældre herrer. Fester som disse, lever i mange unge pigers drøm, men det er bestemt ikke alle familier, som har ressourcer til at levere et sådan brag af en fest. Denne fest havde efter min mening dog taget overhånd, og virkede mest af alt som en mulighed for at promovere familiens velstand og succés.

Naar man mindst venter det . . .

En hyldest til livet og dets ungdom, afløses dog ofte af den til tider uhåndgribelige modsætning; døden. En af lærerne her på Cepromup mistede for nyligt sin kone til en turbulent graviditet. Kvinden var 5 måneder, da hun på mystiks vis blev fundet livløs af Louis. Som traditionen tro, deltog vi i både vågenatten og begravelsen, som her i Peru beror på utallige små, mere eller mindre fjollede traditioner. Den åbne kiste, rom i inderlommen, rundtur med kisten på nakken for at den afdøde kan tage afsked med nabolaget samt den såkaldte chicha hvor alle mennesker, som havde kendskab til parret, donerer penge og diverse madvarer. Man afleverer penge hvorpå man nøje noterer navn og beløb. I starten fandt jeg dette yderst mærkværdigt, men fik senere hen forklaret at enkelte ellers var lidt for gode til at fraføre et mindre beløb ned i egen lomme. Hvor er det sørgmodigt, at mennesker kan være så fattige og desperate, at deres moral ikke fraholder dem fra at stjæle fra en enkemand med to børn og lav løn.

Afsked med nyfundne bekendtskaber

I morgen, aflutter jeg den ene af mine engelsk klasser. Efter mange timers planlægning, større eller mindre fremmøde og alt for mange elever, som sovende er kommet for sent efter en lang dags arbejde, er min tålmodighed som lærer ved at slippe op. Selvom det har udløst gode grin og anderledes bekendtskaber, glæder jeg mig til at komme lidt væk fra peruvianers til tider pågående attitude. I starten var det et must for mig at takke ja til alle muligheder, men efter lidt tid fandt jeg ud af at hvis man rækker nogle peruvianere lillefingeren, så tager de hele skysovsen og tror man pludselig skal være sammen konstant, alt imens de bombarderer én med tilbud. Dette kan være utrolig udmattende, hvis man ikke får sagt pænt nej en gang imellem.. Det handler om at saette graenser, men sometider er dette lettere sagt end gjort, da man jo gerne vil sprede peace, love and harmony.

Mine fordom vedroerende peruviansk kunst blev bekraeftet, da jeg denne uge var paa kunst check men en af mine venner. Selvom man gang paa gang kan forundres og oplives over smuk, kolloniansk kunst og diverse krukker/figurer/stof stykker fra de aelgamle kulturer, saa er den grimme millionby, Lima altsaa ikke i besiddelse af peruviansk moderne kunst. Vi opdagede i stedet smukke italienske impressionister og saa flere mindre kendte kubistiske vaerker af Juan Gris. Peruviansk - eller ej - det var skoent at studere kunst igen.

Til gengaeld, kan Lima prale af Pachacamac. Pachacamac er et arkaeologisk fund skabt af flere forskellige kulturer, indtil Pizarros bror ankom og jaevnede stedet med jorden. Senere opdagede 3 forskellige arkaeologer stedet gradvist og idag har man forbedret ruinerne med enkelte reproduktioner. Paa trods af slemme toemmermaend, var det ubeskriveligt at vandre rundt i oerken paradiset og studere aeldgamle uriner, alt imens vores venlige engelsktalende guide kunne berette historier og fakta om de forskellige kulturers byggestil og levevej.

Kultur uden grænser

Jeg takker hermed for kristendommens mest centrale højtid; "Semana Santa" (påske), der de sidste 3 dage har ligget til grund for en uforglemmelig telttur i bjergene.

Påsken for mig startede onsdag eftermiddag hvor jeg deltog i Henriks time. Alt imens vi sang om den kære påskehare, gemte vi chokolade æg og talte om traditioner samt planlægning af den forlængede weekend.



Godt pakket sammen i Dannys bil, rullede vi (Danny, Henrik, Julio, Sussie og jeg) dagen efter mod bjergene for at nyde hinandens selskab i klar og ren luft. På uheldigvis blev vi ramt af en lang regnbølge alt imens vi havde fået teltene slæbt ud af bilen. Great - den første omgang regn skulle absolut fyres af på campingturen, tak for lort. Men op kom teltet og derefter en tur i den mere eller mindre rene pool. I kontrast til den danske købementalitet; "Vi mangler en bold - lad os gå op og løbe én" er den peruvianske, kollektive problemløsning; "Lad os finde nogle nye venner - som har én bold!" Det er fascinerende at se hvor åbne og tillidsfulde peruvianere kan være i forhold til danskere - naturligvis spillede vores oplysende kulør en rolle, men hvor mennesker med anderledes udseende og baggrund i Danmark ville skabe angst og fordomme, er vi her udelukkende blevet mødt med imødekommenhed. Det kommer self an på hvordan man som person modtager verden. Når man konfronteres med en kultur så forskellig fra det vante, må man sommetider tjekke den danske mentalitet ved døren, og derefter gå kulturen i møde uden forventninger og sammenligninger. I dette "fri-rum" har jeg oplevet og skabt en bedre forståelse for mennesker som mit (måske) tidligere snæversynede danske sind ville have stemplet for værende uvidende og uselvstændige. Alfa omega er her at vurdere de sammenhænge som menneskene optræder i; herunder især de muligheder som samfundet opstiller for dem. Tilværelsen i Villa er (for os), udelukkende hvad vi selv gør det til, men den leve vej deler jeg ikke med flere af mine nye venner. Fatigdom har mange ansigter, og det behøves ikke nødvendigvis være en sulten, lille neger. Det kan sågar være unge mennesker som ikke har mulighed for at: uddanne sig, rejse udenlands, eller noget så simpelt som at gå i byen med sine venner. På flere tidspunkter har jeg følt mig som en rigtig Gringa-nar. Som f.eks. når vi har været i byen og vi tre danskere har siddet med hver vores drink, alt imens de resterende peruvianere har rodet deres få sol sammen til at købe en fælles øl. Når de interesseret spørger ind til ens videre rejse, hvorefter de til sidst halv-flovt beretter at de aldrig har været udenfor Lima.



Begge aftenner kørte vi ind til centrum; "Plaza de Armas" hvor vi fik afprøvet forskellige retter med fisk og marsvin. Jeg kunne skrive en ny blog udelukkende om alt det fantastiske mad, da jeg hele tiden oplever nye tilberedningsformer af ris, kartofler, kylling og grøntsager, men det vil jeg dog spare jer, kære mennesker, som veholdende følger med :)

Efter en overflod af vodka og øl, gav de peruvianske hoveder efter, og natten endte sent med gode historier og mavekramper. Dagen derpå gik med fodbold og afslapning på græsset, sandwich med alt for gammel skinke samt endeløse diskussioner omkring kønsroller. Senere gik vi ned til den livlige flod, som er alt der adskiller pladsen fra bjergene. Intet net i tilfælde af stenskred. Til gengæld var bjerglandskabet betagende. Store mørke klipper rejste sig som en mur omkring os, oplyst af aftennens fuldmåne. Alt omkring os blev der fyret op for mindre lejrbål, som desværre havde kort brændetid, grundet regnen dagen forinden. I alt på de tre dage, oplevede jeg at benytte ét velfungerende toilet, hvilket udmærket afspejler hygiejnekvaliteten. Op af dagen var alle toiletterne sejlende, hvilket heriblandt andre forhold, skabte en del associationer til den kære Roskilde festival. Jeg glemmer konstant at overveje ulemper ved f.eks. at spise mad fra gadeboderne samt at blande syre/base hvilket resulterede i alvorlige krampetrækninger. De andre fik derfor fat i noget neutraliserende væske som mest af alt smagte af jenka tyggegummi hvorefter jeg igen hoppede med på øl vognen.



Da vi gættede på at rush hour havde lagt sig, forlod vi vores grønne bjergparadis og begav os hjemad. Vejen viste sig at være fyldt med politi razziaer, hvilket resulterede i at vi vendte om og fandt en smallere vej i sikkerhed. (Chaufføren havde åbenbart ikke noget kørekort.) Mens peruvianerne bandede og svovlede over korrupte betjente, måbede jeg over deres agressivitet, da politiet jo netop undersøgte bilerne pga. det høje antal af chauffører uden kørekort. Det er tydeligt at selve politivæsnet har mistet tillid og autoritet pga. de ophobende korruptionssager, men hvis man selv udnytter chancen for at slippe billigt og derved bøjer reglerne, bliver kæden jo aldrig brudt. Det er uhyggeligt så tæt cirklen af fattigdom og korruption er linket sammen og hvor svært det er at begrænse den ene, hvis den anden er til stede. Episoden tog mig tilbage til min barndom hvor vi legede politi og røver. Med bankende hjerte løb man rundt i mørket med sine små sten for nå grænsen uden at blive fanget. Da spændingen i bilen havde lagt sig, opstod min egen frustration om hvad der dog skulle til for at bryde denne onde cirkel.



Med blå mærker (grundet det manglende underlag og Henriks slå leg på bagsædet) og afbrændt hud vendte vi tilbage til det støvede Villa hvor en "Sweet 15" fødselsdag ventede os.

Lad dem klappe i livstræets krone

Med åbent sind og hjerte, søgte jeg mod Perú for at opleve en anderledes dyrkelse og (mis)brug af religion. Ud fra et ikke-religiøst synspunkt mener jeg dog bestemt at man må sætte sig ind i menneskets forhenværende såvel som nuværende fortolkning af religiøse budskaber, for at skabe bedre forståelse for det givne samfund.

Hvad angår katolismens synlige eksistens, er den nærmest ikke til at ungå. For det første, skal man ikke lede længe før der bogstaveligt talt skiltes med religionen. Religøse symboler masseproduceres i utallige afskygninger i form af f.eks. store fede blinkende kors samt det store udbud af merchandise med diverse aftegninger af Jesus. Heraf diverse smykker, spejle og tasker, som ses overalt i det offentlige såvel som private rum.
Ved besøg af de prangende kirker i Lima, har jeg adskillige gange givet mere eller mindre frivillige bidrag. De snedige damer lister hurtigt en folder og halskæde omkring din hals hvorefter de naturligvis forventer penge. Jeg som den naive dansker takker jo høfligt ja til deres flyers og opdager først deres skjulte dagsorden for sent. "Det går til kirkens børn" - Det er vel linien, som oftest smelter de europæiske hjerter på rekord tid, og den virkede da også ganske fint på mig.
Sidste weekend var vi på en storslået kirkegård for at mindes Consuelos bedstemor, som døde for et år siden. Stedet var ubeskriveligt smukt med en moderne, skulpturel kirke udendørs. Frontsiden var glasbelagt, og man kunne derfor se det levende springvand fra en klippe. Der var endvidere solfangere på taget som reflekterede lyset på fascinerende vis. Hvad jeg ikke fandt fascinerende var prædikenen. Igen - blev en kurv sendt rundt hvormed man kunne yde et økonomisk bidrag til kirken. Derudover skulle man betale for at få navnet på sin afdøde nævnt og til sidst kunne man få tilbudt "helligt" vand fra præsten. Flere blev rørte over en bestemt sang, enkelte levede sig så meget ind i det, at de begyndte at klappe (i peruviansk takt - det vil sige deres egen), men udover det var det fantastisk at se deres genkendelsglæde. Senere fik de dog en opsang af præsten, da man under ingen omstændigheder kunne klappe og bevæge sig lystigt så tæt på "Semana Santa" hvilket er en slags faste uge hvor det udelukkende er tilladt at spise fisk og opføre sig mådeholdigt. Årh så lad dog folket klappe din sure, gamle mand.

Ofte når vi har været i kontakt med kirken, har det handlet om på venskabelig vis at lokke penge fra folk, hvilket jo egentlig hænger fint sammen med den katolske kirkes skræmmekampagner hvad angår skærsilden. Derudover oplevede vi alle en stor skuffelse i tirsdags, da vi var på en institution for fattige børn, som havde gennemlevet forskellige former for omsorgssvigt. Der var en god mulighed for, at Sussie havde interesse for at yde hjælp på frivillig vis, og vi skulle derfor tjekke stedet ud. Vi blev mødt med venlighed fra børn og personale lige indtil konsultationen med kordinations-nonnen. Hun spurgte ind til både Consuelo og Sussies religiøse overbevisning, og straks da hun indså at Sussie var somewhat protestant knækkede linien. Hun mente bestemt, at Sussie ikke ville føle sig tilpas ved at arbejde der pga. ritualerne som de her lagde stor vægt på. Consuelo var dog vedholden, og forklarede at Sussie ville gøre et godt stykke arbejde, og hvis det viste sig at det blev for meget, kunne de altid ændre aftalen. Men nonnen var på ingen måde interesseret i at have Sussie som ekstra hjælp da de havde rigeligt med personale. Det ærgelige var dog, at vi med vores egne øjne havde set den ene dame som havde ansvaret for de unge mennesker. Det var tydeligt at mærke fokus var lagt på hvilken religion man tilhørte og ikke børnenes behov. Denne diskrimination gjorde mig ikke alene forbavset, men også vred. Men som Sussie selv gav udtryk for, var hun ikke interesseret i at arbejde med så snæversynede mennesker. Når det så er sagt, taler vi her om den ekstreme udøvelse af den katolske tro, og naturligvis har alle ikke denne opfattelse. Der findes bestemt smukke og livsbekræftende ting ved at dyrke sin tro, men kirkens krav om penge på manipulerende vis, har flere gange givet mig en dårlig smag i munden.

Men, i det mindste kan jeg nu strege "at slå en kakkelak ihjel" og "møde en nonne" af min liste -

Billeder til folket

Se gerne de nye fotos i det øverste dias-show!