Igen - igen er planerne blevet aendret saa nu tager jeg i junglen i morgen WAAAAAAAAA! Det bliver jo alt for fedt! Takket vaere jungle warm-up party pa LK, foeler jeg mig nu ganske klar til at leve af stegte madbananer og ris i 3 uger, blive stukket af utallige myg og andre sjove dyr, samt undvaere kontakt med omverdenen.
Grundet en eller anden agressiv form for skaelv, er jeg nu skaldet lige midt paa isen i en lille hyggelig 2 x 2 cm. firkant. Vi var paa Inka museum hvor jeg efterlod spor af hovedbund og haarstumper rundt i krogene. Det er foerst da jeg kommer hjem, at jeg opdager hvor slemt det egentlig er, hvornaar mon saadan en skaldet plet atter igen begynder at producere haar........?
- Fortsaettelse foelger . . .
I morgen bliver vi hentet lidt i 6 og derefter rejser vi i to dage paa lad og i baad for at naa stedet hvor vi skal bo og arbejde de naeste 3 uger. Som jeg forstaar paa det hele, styrer vi selv hvor meget og hvornaar vi vil arbejde paa de forskellige projekter. Stedet skal naturligvis vedligeholdes, saa skal vi chille rundt og fyre nogle frugt traer op samtidig med der en mindre landsby skole hvor vi kan lave forskellige aktiviteter og derigennem formidle lidt engelsk og kultur.
Det bliver dejligt at blive det samme sted i en lidt laengere periode. Jeg maa indroemme, at man godt kan blive traet af at rejse rundt hele tiden, nye lugtende og kolde hostels, nye kort og nye mennesker som man hele tiden skal forholde sig til. Jeg begynder at savne det velkendte liv i Villa el Salvador, for ikke at tale om det danske hverdagsliv som lige nu ligger saa skraemmende langt vaek. Jeg magter ikke flere stereotyper af fede, blege amerikanere, som egentlig ikke er kommet til Peru for at skabe forstaaelse og kendskab til landet og folket, men blot ser det som endnu en turist atraktion. De brokker sig over at vandre op i bjerge for at studere de originale ruiner i "the Sacred Walley" og egentlig vil de jo bare se MACHU PICCHU, for det er jo et af verdens 7 vidundere! Og hvad laerer de egentlig om Inka kulturen ved at tage en masse billeder hvor deres fede figurer posserer paa forskellig vis samtidig med at de goer grin med guidens accent?? Det kan virkelig irritere mig, at saadanne tumper, som kun vandrer 3 skridt i timen skal forsinke hele gruppen -
Jeg moedte idag en som at jeg kender fra Danmark - det var jo alt for underligt.. Der har desuden vaeret strejke idag, saa vores planer tog en anden drejning end forventet men det er en ting som man maa laere at se som en charme i et saa uorganiseret land som Peru. Men hvor veje lukkes, aabnes nye og det er det fantastiske ved at rejse - uforudsigelighed
onsdag den 27. maj 2009
lørdag den 23. maj 2009
Juanita says hi...!
Efter hvad foeles som nummer 500. farvel i Villa, snoerklede vi vores skandinaviske numser til bus terminalen for at finde ud af at bus selskaberne igen, igen og IGEN ikke var til at regne med! Arequipa er aabenbart 'the shit', da alt var overbooket - UNDTAGEN self den dyre deluxe bus fra Cruz del sur. Normalt er mit princip; spar paa overnatning, spendèr paa mad og transport, dog tager Cruz del sur urimelige overpriser, da det er det bedst kendte selvskab her i S.A. Man kan derfor finde busser til en langt mere overkommelig pris, som er lige saa sikre og mindre turistificerede (hvis det altsaa overhovedet er et ord!?)
Anyways, vi ankom endelig til AREQUIPA - hvilket paradis. Naesten hele aaret rundt, er her dejlig solskin. Den andenstoerste by her i Peru, er desuden centrum for adskillige (aktive) vulkaner. El Misti kan ses fra centrum af Plaza de Armas og centrum for dets krater er placeret 17 km. vaek. Alle mine led kribler ved tanken om at bestige denne vulkan. Jeg vandrede derfor rundt for at soege info, men indsaa at jeg ikke er hoejde vaennet nok endnu, saa regner med jeg venter med mit trekking eventyr til efter vores 3 ugers visit i Manu reservatet i Juni.
Turen til Colca Canyon var intet mindre end eventyrlig (dog en smule understimulerende.) Natuen ved den andenstoerste kloeft i verden var ubeskrivelig smuk. Det er svaert at forstaa naturens kraefter kan skille saa massive bjerge ad. Efter en 10 min. tid begyndte condorene at titte frem og pludselig var der 10-12 store fugle flyvene lige over naesen paa os. Selvom indkomsten fra turister behjaepler Perus oekonomi, kan man aerge sig over ulemperne. Pga. den stigende luftforurening fra koeretoejer, bliver det mere sjaeldent at spotte disse kaempe fugle, som kan ses ved Sydamerikas vestkyst. Man kan naesten oedelaegge en tur ved at medbringe kamera. Man fokuserer derved mest paa det aandsvage kamera og om at faa det perfekte billede i kassen. Isaar vores tour som til sidst blev lidt for meget - holdt - ud at tage billede - og videre med bussen. Udover to ture rundt i dalen sad vi egentlig mest i bus, hvilket simpelthen goer en saa doven. Jeg har derfor besluttet at tage den lidt haardere Inka Jungle trail paa 4 dage med trekking og biking rundt i junglen med Machu Picchu som final stop.
Efter sightseeing rundt i Arequipa besoegte jeg forskellige kulturelle faenomener. Monasterio Santa Catalina var maaske det smukkeste. Gangene i det over 400 aar gamle kloster, foerte èn rundt i et fantastisk univers af kolloniel arkitektur og historie. Et andet hoejdepunkt i Arequipa er Museo Santuarios Andinos som udstiller den velbeholdte mumie Juanita. Det over 500 aar gamle pigebarn blev i sin tid fundet ved Ampato vulkanens krater. Juanita var frosset ned under is og sne indtil nabovulkanen smeltede Ampatos sne vaek, og derved gav antropologer muligheden for at finde og grave hende ud. Dette gav dem en enestaaende mulighed for at forske videre paa Inkaernes kultur.
Efter endnu en haard bustur ramte vi Cuzco i gaar kl. 6 om morgenen. Det var koldt, moerkt og igen var der en masse mennesker som overfaldt èn med forskellige tilbud. Efter et par timers soevn vaagede vi os ud fra vores halv billige hostel (alt i Cuzco er dyrere pga den massive turrisme) og opdagede den fine by med snoede brostensgader og diverse optog af peruvianske kvinder. I horisonten rejser bjergene sig og vaager over byen. Den naeste uge skal bruges paa en tur rundt i The Sacred Walley samt den 4 dages Inka Jungle trail. I naeste uge tirsdag eller onsdag vaager Sussie og jeg os ind i junglen hvor kommunikation til omverdenen ikke er muligt.
Anyways, vi ankom endelig til AREQUIPA - hvilket paradis. Naesten hele aaret rundt, er her dejlig solskin. Den andenstoerste by her i Peru, er desuden centrum for adskillige (aktive) vulkaner. El Misti kan ses fra centrum af Plaza de Armas og centrum for dets krater er placeret 17 km. vaek. Alle mine led kribler ved tanken om at bestige denne vulkan. Jeg vandrede derfor rundt for at soege info, men indsaa at jeg ikke er hoejde vaennet nok endnu, saa regner med jeg venter med mit trekking eventyr til efter vores 3 ugers visit i Manu reservatet i Juni.
Turen til Colca Canyon var intet mindre end eventyrlig (dog en smule understimulerende.) Natuen ved den andenstoerste kloeft i verden var ubeskrivelig smuk. Det er svaert at forstaa naturens kraefter kan skille saa massive bjerge ad. Efter en 10 min. tid begyndte condorene at titte frem og pludselig var der 10-12 store fugle flyvene lige over naesen paa os. Selvom indkomsten fra turister behjaepler Perus oekonomi, kan man aerge sig over ulemperne. Pga. den stigende luftforurening fra koeretoejer, bliver det mere sjaeldent at spotte disse kaempe fugle, som kan ses ved Sydamerikas vestkyst. Man kan naesten oedelaegge en tur ved at medbringe kamera. Man fokuserer derved mest paa det aandsvage kamera og om at faa det perfekte billede i kassen. Isaar vores tour som til sidst blev lidt for meget - holdt - ud at tage billede - og videre med bussen. Udover to ture rundt i dalen sad vi egentlig mest i bus, hvilket simpelthen goer en saa doven. Jeg har derfor besluttet at tage den lidt haardere Inka Jungle trail paa 4 dage med trekking og biking rundt i junglen med Machu Picchu som final stop.
Efter sightseeing rundt i Arequipa besoegte jeg forskellige kulturelle faenomener. Monasterio Santa Catalina var maaske det smukkeste. Gangene i det over 400 aar gamle kloster, foerte èn rundt i et fantastisk univers af kolloniel arkitektur og historie. Et andet hoejdepunkt i Arequipa er Museo Santuarios Andinos som udstiller den velbeholdte mumie Juanita. Det over 500 aar gamle pigebarn blev i sin tid fundet ved Ampato vulkanens krater. Juanita var frosset ned under is og sne indtil nabovulkanen smeltede Ampatos sne vaek, og derved gav antropologer muligheden for at finde og grave hende ud. Dette gav dem en enestaaende mulighed for at forske videre paa Inkaernes kultur.
Efter endnu en haard bustur ramte vi Cuzco i gaar kl. 6 om morgenen. Det var koldt, moerkt og igen var der en masse mennesker som overfaldt èn med forskellige tilbud. Efter et par timers soevn vaagede vi os ud fra vores halv billige hostel (alt i Cuzco er dyrere pga den massive turrisme) og opdagede den fine by med snoede brostensgader og diverse optog af peruvianske kvinder. I horisonten rejser bjergene sig og vaager over byen. Den naeste uge skal bruges paa en tur rundt i The Sacred Walley samt den 4 dages Inka Jungle trail. I naeste uge tirsdag eller onsdag vaager Sussie og jeg os ind i junglen hvor kommunikation til omverdenen ikke er muligt.
fredag den 15. maj 2009
At rejse er at leve
Efter problemer med bussen, ankom vi mere eller mindre uskadte til Tumbes efter en laaaaang dag/nat i bus - godt 20 timer. Utroligt saa mange stemninger der befinder sig i saadan en bus; Mr. butcrack som ihaerdigt maser sin overspiste kuffert paa plads, de feminine "stewardesser" som er de eneste, der hele doegnet formaar at se fornuftige ud, gamle maend med manglende taender, som konstant opsoeger gringos (mennesker med lys hud/haar). Skaemte over raabende taxa maend med luftkasteller, tog vi det foerste hostel ved haende. "Hygenically challenged" var beskrivelsen i Lonely P. og det skal jeg lige love for! Piller paa sengen, blod paa haandklaedet og manglende vand men okay til s/ 30 = 60 kr kunne jeg som sove paa et hoeloft. Efter en sightseeing rundt i den hede, charmerende by tog vi en siesta i skyggen med en cusqeña negra. Vi takkede ja til en ekstra omgang sammen med 3 simple fyre dog blev idyllen hurtig brudt da en tyv floej over muren og stjal Sussies taske med indhold. Vores nye seje venner styrtede efter paa motorcykel og forsikrede os at det ville vende tilbage om 30 min med tasken. Hele situationen var en smule komisk saa Sussie og jeg kunne ikke andet end le lidt af situationen men lur mig om de ikke vendte tilbage med alle ejendele velbeholdt! Vi var henrykte og forundrede over vores held, dog holdte dette ikke paa hele rejsen
Fra Tumbes videre til Guayaquil - den stoerste by i Ecuador i konstant udvikling mht oekonomi og turisme. Jeg skal gerne indroemme at jeg foelte mig som en lille skraemt mus ved synet af de hoeje skyskrabere og ukendte ansigter. Heldigvis moedte vi ogsaa her hurtigt nye mennnesker. Efter min maaske mest delikate seafood paa den roede krappe, tog vi paa clubbing i det vilde natteliv. Dyre drinks, falske bryster og beverly hils steming praegede det rigere hotspot nordoest for centrum fyldt med sjove, unge mennesker. Dagen efter plejede vi toemmermaendene paa en gammel kutter som foraerede os klar sol og fantastisk udsigt over de store kontraster i en saadan storby. Vi laa paa daekket og noed solen, hinanden og den gammeldags stemning som nu engang befinder sig paa et skib. Vi undslap varmen paa en Mac D hvor vi bestilte is og aircondition. Paa hjemvejen oplevede vi en knap saa komisk oplevelse. En mand henvendte sig pegende paa min lomme hvorefter jeg trak mig vaek. Inden jeg kunne naa at taenke mig om, ligger jeg graedende paa gulvet med oprevne Vibskov shorts og slag i maven. Vi var saa uheldige at lige praecis paa det hjoerne var politiet ikke at finde, og kujonen slap derfor afsted med vores dejlige billeder fra Ecuador og en forhaabentlig daarlig samvittighed. To betjente forbarmede sig over os og koerte os efter et forsoeg paa genkendelse af to tyveknaegte paa aaben gade (det var ALDRIG sket i DK), paent tilbage til vores hostel. Vi fandt derefter ud af at vi boede i et farligt kvarter hvor man burde vaere paa udkig at all time, Naaaa. Visse forbehold tages efter saadan en oplevelse. Jeg tog pludselig mig selv i at kigge mig en ekstra gang over skuldren, krympe ved henvendelse fra ukendte med den tilbagevendene fornemmelse af at folk ville mig noget ondt. Heldigvis fandt jeg modgiften i et nyt bekendtskab i Trujillo.
Vi tog turen fra Guayaquil til Trujillo i stiv arm. Her stoedte vi paa forskellige europaere som vi delte oplevelser og droemme med. Jeg beundrer mennesker som vaelger at rejse alene, og jeg begynder efterhaanden at vaere sikker paa jeg selv vil forsoege en dag. Kort fra Plaza de Armas hoerer jeg pludselig en person raabe en dansk frase med aergelig peruviansk accent. Paúl. En berejst og idealistisk sjael som med staerk tro og haab for fremtidens Peru, driver forskellige NGO projekter for boern/unge. Projekterne finansieres gennem hans udbud af alternative ture i den fri natur omkring Trujillo. Desvaerre koerte forretningen ikke for tiden, dog var han fyldt til randen med positivitet og troen paa god karma. Han hjalp mig med at forstaa hvor vigtig tillid til os selv og verden, er for at komme videre. Vi tog paa ture ud til smaa fiskerlandsbyer og et reservat for skadede dyr som her paa uformel vis kunne faa en ny tilvaerelse. En lokal kunstner som udtrykte sin passion gennem forunderlige musikinstrumenter og ornamenteret keramik, vandren i oerkenlandskab og dyb skov og slutteligt laerte jeg at sandboarde ned ad stejle bakker af sand og sol. Vi besoegte senere de fascinerende ruiner Huaca del la Luna og Chan Chan. Tilsluttet engelske guider opdagede vi et stykke historie saa uhaangribeligt, at man maatte bruge fantasien til at forestille sig denne primitive livsstil. Jeg foeler mig i sandhed priviligeret for alle disse indtryk og bekendtskaber vi har faaet foraeret paa vores faard. At rejse er at leve - Selvom Dolph beskriver HCA som en international ornanist, saa kan man ikke betvivle disse simple, dog udoelige ord.
Efter snart 3 maaneder, udelukkende med iskolde bade besluttede jeg mig for, at det var paa tide med et varmt. Sussie og jeg fandt derfor et tyrkisk bad hvor man baade kunne faa varmt brusebad og dampbad, dog blev min indre ro forstyrret af gadelarmen og de evige soap operaer som kradsede gennem luften. Ufatteligt. Derimod god oevelse for min meditations muskel.
Tonight is the night. Jeg fylder 21 i morgen (Oh no o no) og har i den anledning budt forskellige venner til samkvem her i huset. Det føltes rart at vende tilbage til Lima efter en eventyrlig rejse gennem Nordperu. Tak for kommentarer til min blog, bliv venligst ved :) Min mobilos som jo aldrig har virket, er nu blevet helt væk, så glem al kontakt gennem den idiotiske firkant.
Gode vibrationer sendes herfra med smil og trompeter
Ann-Kathrine
Fra Tumbes videre til Guayaquil - den stoerste by i Ecuador i konstant udvikling mht oekonomi og turisme. Jeg skal gerne indroemme at jeg foelte mig som en lille skraemt mus ved synet af de hoeje skyskrabere og ukendte ansigter. Heldigvis moedte vi ogsaa her hurtigt nye mennnesker. Efter min maaske mest delikate seafood paa den roede krappe, tog vi paa clubbing i det vilde natteliv. Dyre drinks, falske bryster og beverly hils steming praegede det rigere hotspot nordoest for centrum fyldt med sjove, unge mennesker. Dagen efter plejede vi toemmermaendene paa en gammel kutter som foraerede os klar sol og fantastisk udsigt over de store kontraster i en saadan storby. Vi laa paa daekket og noed solen, hinanden og den gammeldags stemning som nu engang befinder sig paa et skib. Vi undslap varmen paa en Mac D hvor vi bestilte is og aircondition. Paa hjemvejen oplevede vi en knap saa komisk oplevelse. En mand henvendte sig pegende paa min lomme hvorefter jeg trak mig vaek. Inden jeg kunne naa at taenke mig om, ligger jeg graedende paa gulvet med oprevne Vibskov shorts og slag i maven. Vi var saa uheldige at lige praecis paa det hjoerne var politiet ikke at finde, og kujonen slap derfor afsted med vores dejlige billeder fra Ecuador og en forhaabentlig daarlig samvittighed. To betjente forbarmede sig over os og koerte os efter et forsoeg paa genkendelse af to tyveknaegte paa aaben gade (det var ALDRIG sket i DK), paent tilbage til vores hostel. Vi fandt derefter ud af at vi boede i et farligt kvarter hvor man burde vaere paa udkig at all time, Naaaa. Visse forbehold tages efter saadan en oplevelse. Jeg tog pludselig mig selv i at kigge mig en ekstra gang over skuldren, krympe ved henvendelse fra ukendte med den tilbagevendene fornemmelse af at folk ville mig noget ondt. Heldigvis fandt jeg modgiften i et nyt bekendtskab i Trujillo.
Vi tog turen fra Guayaquil til Trujillo i stiv arm. Her stoedte vi paa forskellige europaere som vi delte oplevelser og droemme med. Jeg beundrer mennesker som vaelger at rejse alene, og jeg begynder efterhaanden at vaere sikker paa jeg selv vil forsoege en dag. Kort fra Plaza de Armas hoerer jeg pludselig en person raabe en dansk frase med aergelig peruviansk accent. Paúl. En berejst og idealistisk sjael som med staerk tro og haab for fremtidens Peru, driver forskellige NGO projekter for boern/unge. Projekterne finansieres gennem hans udbud af alternative ture i den fri natur omkring Trujillo. Desvaerre koerte forretningen ikke for tiden, dog var han fyldt til randen med positivitet og troen paa god karma. Han hjalp mig med at forstaa hvor vigtig tillid til os selv og verden, er for at komme videre. Vi tog paa ture ud til smaa fiskerlandsbyer og et reservat for skadede dyr som her paa uformel vis kunne faa en ny tilvaerelse. En lokal kunstner som udtrykte sin passion gennem forunderlige musikinstrumenter og ornamenteret keramik, vandren i oerkenlandskab og dyb skov og slutteligt laerte jeg at sandboarde ned ad stejle bakker af sand og sol. Vi besoegte senere de fascinerende ruiner Huaca del la Luna og Chan Chan. Tilsluttet engelske guider opdagede vi et stykke historie saa uhaangribeligt, at man maatte bruge fantasien til at forestille sig denne primitive livsstil. Jeg foeler mig i sandhed priviligeret for alle disse indtryk og bekendtskaber vi har faaet foraeret paa vores faard. At rejse er at leve - Selvom Dolph beskriver HCA som en international ornanist, saa kan man ikke betvivle disse simple, dog udoelige ord.
Efter snart 3 maaneder, udelukkende med iskolde bade besluttede jeg mig for, at det var paa tide med et varmt. Sussie og jeg fandt derfor et tyrkisk bad hvor man baade kunne faa varmt brusebad og dampbad, dog blev min indre ro forstyrret af gadelarmen og de evige soap operaer som kradsede gennem luften. Ufatteligt. Derimod god oevelse for min meditations muskel.
Tonight is the night. Jeg fylder 21 i morgen (Oh no o no) og har i den anledning budt forskellige venner til samkvem her i huset. Det føltes rart at vende tilbage til Lima efter en eventyrlig rejse gennem Nordperu. Tak for kommentarer til min blog, bliv venligst ved :) Min mobilos som jo aldrig har virket, er nu blevet helt væk, så glem al kontakt gennem den idiotiske firkant.
Gode vibrationer sendes herfra med smil og trompeter
Ann-Kathrine
fredag den 1. maj 2009
No mas GAS
TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID TID
Selv ved gentagelse af ordet, kan det stadig være yderst besvæligt at rumme en rammende definition. Jeg har derfor snydt (HA!) og benyttet mig af hjælp fra Piet H
Tiden - vor flygtige verdens, flygtigste element
Den dimension, hvis vaesen senest blev klart erkendt
Vejen som vandrer i os, og som vi selv må gå
Selve den tråd som livets nuer er, trukket på
Tiden - den ilende brænding, af ting som er og blir til
Som bærer mod ukendte ejne, vort livs antinomiske spil
Tiden som møder os ubrugt, blændende blank og ren
Og styrker vor mindste handling, i uforanderlig sten
-
Om 3 dage, rejser vi mod Equador for at 1) fornye visum, 2) nyde Nordperus fabelagte ceviche og 3) få luft mellem vingerne. Som førnævnt, er det ved at være tid til at forlade de trygge rammer her i Villa, og opleve nye mennesker og stemninger. Jeg må af og til foretage et reality check, da min indre opfattelse af hvor lang tid vi har været her, ikke stemmer overens med den faktiske. Frasen "Det gør vi en anden dag - Vi har masser af TID" kaster mig ofte ind i en sørgmodig tilstand, da de grålige tidsrøvere fra Momo nu er hoppet ud af bogen og har stjålet tiden fra mig og mine venner. Piet Heins beskrivelse af en til tider konkret såvel som abstrakt størrelse som tid, er i dette digt forbavsende rammende. Tilmed smuk.Fredag aften var Sussie og jeg på jagt efter madvarer, for at afholde Danish Culture Eating. Da det var umuligt for os at finde hakket svinekød, droppede vi frikadellerne, og lavede i stedet oksekøb (fed fejl;)) på panden m/ kart i ovnen, asparges og brun sovs. Middagen startede ud med rejecocktail og hvidvin. Det føltes næsten som en eksamen i madlavning og jeg var derfor en smule nervøs. Jeg gjorde mit bedste for at genne moren på en stol for at slappe lidt af eftersom hun blev ved at stå og brøle om hvor forkert og langsomt jeg skraldede kartoflerne så til sidst blev hun bedt om at gå. Da sovsen skulle tilberedes, gik det op for os at der ikke var mere gas! Good timing, så der skulle ringes til gas-folkene. Sussie og jeg, tog det dog med den bedste danske ånd hvormed vi satte os og drak et glas tødvin (go fejl no. 2) og røg en smøg. Udfaldet var dog en sand succés og jeg blev en smule varm om hjertet, da søsteren og moren nærmest slikkede tallerknerne: "Det troede vi ikke I havde i jer!". Apropro dansk; i min søgen efter Oliver Stones "biografi" af the Doors til min workshop, faldt jeg over den portugesiske film Guds by. På coveret var alt skrevet på dansk, undtagen titlen Ciudad de Dios. Det føltes virkelg mærkeligt, men af og til er det de mindre oplevelser som får en til at mindes/savne sit fædreland. Er begyndt at mærke de første savn efter venner og familie, men da jeg nu ved, at jeg bliver nød til at komme hjem til august, så kan jeg sagtens vente for lige nu ligger verden (eller i det mindste Sydamerika) for mine fødder.
Weekenden har derudover budt på øl og kultur. Var i Lima med min ven Dick (Ja altså, det er hans navn) for at opleve de sidste museer. Efter en udstilling i Palacio de Gobierno, fandt vi ro på en udendørs restaurant i en sidegade. Her delte vi to typiske retter; Seco de frijoles og Chicharones. På hjemturen var der blevet koldt, så jeg fik reddet mig en voldsom forkølelse som jeg stadig lider under.
Efter gårsdagens brand er vi alle en smule chokerede. Der opstod ild i Chifa - den kinesiske restauant - som ligger lige under vores værelse på 1. sal. Fandens til gas komfurer. Taget er brændt væk så man kan spytte lige ned i deres køkken - eller resterne af det i hvertfald. Vi har idag fået installeret elektriciteten til at virke og hele huset er rengjort efter et tykke lag støv/sod. Udover tårer og en enkelt besvimelse, kom ingen til skade og kun taget af vores hus er brændt væk. På trods af familiens middel velstand har de ingen forsikring, så betaling for nyt tag og arbejdskraft, kommer fra egen lomme. Det er et tidspunkt som dette, hvor jeg bliver ekstra glad for at bo under disse vilkår - da jeg jo yder et mindre bidrag til situationer som denne. Endvidere går overskudet af min månedsbetaling til Ariannas uddannelse, så jeg vil bestemt mene at pengene går til et godt formål.Til slut vil jeg runde af med at berette om en god ven her i Villa. Han ligner mest af alt et gadekryds mellem Quark fra Valhalla og arkæologen Julio C. Tello og så er han mit største idol. Vi har bl.a. været på casino, bordel, spillet pool og haft søndagsceviche, som er endt i hensynsløs druk. Udover hans mange verbale udbrud, er det underholdende ved ham hans manglende respekt for ejendele. Når Henrik beder ham ligge CD´en på bordet og han fyrer den om bag sengen, når han skoder sin cigaret på henriks gulv, ødelægger gryden til at lave popcorn i og skyder skylden på mig, eller når jeg forsøger at forklare ham at mine sneaks er for store og varme til at vandre rundt i på højlys dag, og han derefter fyrer dem ind i fryseren ved siden af den rå fisk. Altid er han down-to-earth, brølende og fantabulous.
I dag var jeg i parken med mine fantastiske elever. Den ene workshop, havde et meget højt engelsk niveau så vi har diskuteret alt fra demokrati til kokain konflikten her i Peru. De skrev alle finurlige hilsner/tegninger i min rejsebog, og den ene skrev:
Don´t believe in God - you´re good enough
Don´t believe in Nietzsche - you´re more inteligent than him
Believe in you always
Måske ikke helt gramatisk men dog følelsmæssigt korrekt. Jeg har her gjort et stort nummer ud af at ryste dem til deres grundvold ved bl.a. at fortælle at jeg hverken tror på Gud eller ægteskab. Her i Peru tror alle på Gud. Måske ikke fortolkninger af biblen, men selve biblen er hellig. Da jeg til slut kritiserede den massive mandschauvinisme som samfundet beror på, var de lige ved at tabe munden. Men jeg tror det er godt jeg har sparket bygningsværket af deres visioner og forestillinger væk under dem, så de måske en dag kan løsrive sig fra samfundets normer, og søge nye veje og udvikling.
Abonner på:
Opslag (Atom)
