Efter mødet med Morgane - en fransk skønhed som ikke kunne høre forskel på "bitch" og "beach", besluttede hun at følge mig på min rejse mod Iguazú - en nationalpark med tropisk klima og 275 vandfald på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Her inkvarterede vi os på et backpacker hostel og tog derefter direkte til nationalparken hvor du skulle betale en mindre formue for blot at traske rundt. Vi havde self ikke nok penge med, så vi endte med ikke at havde råd til frokost, da vi ville på hele bådturen. Vi startede ud med en aktivitet i speed båd hvor man blev kørt ind i selve vandfaldet og derved plaskvåd! Det var fantastisk at føle sig så levende og dog så tæt på at drukne.. Derefter løb vi afsted da vi var i tidsnød, videre til toget. Flere turister kiggede vredt på vores dryppende tøj. Ja ja, backpacker stilen er altså uden regnslag! Derefter kom vi op og fik mulighed for at få en panoramisk udsigt over den brasilienske side af vandfaldet.. Til slut tog vi en gummibåd gennem et dyrereservat hvor vi så en krokodille, fulge og forskellige gigantiske bambus former. En utrolig rolig og meget kold tur tilbage. Om aftennen var der Samba lektioner på hostellet og god buffet.
Efter mit spontante smut til Iguazú, ankom jeg tilbage til mit udgangspunkt; Villa el Salvador. Her er ikke sket meget nyt, udover at vejret er blevet forfærdentligt kedeligt og gråt. Dette overskygger dog ikke min erhvervede elskov til gadens larme, lugte og liv. Kumbia musik, brændt affald og øldrikkende arbejdere er hvad man møder på sin vej gennem Alasko som er hovedvejen vi bor lige opad. Her er desuden ankommet nye danske volontører som allerede er ved at sprede vingerne ud til deres gringo trails. Det er rart at se at der er kontinuerlighed i arbejdet her og omkring Cepromup. Hvor nogle slipper tager andre over, så egentlig var det ikke mærkeligt for at mig at vende tilbage. Tilgengæld var det underligt at de forhenværende volontører ikke var at finde her.. De sidste par dage er blevet brugt til fest, gensyn med elever/lærere og en lille afslapning. I morgen går turen til Danmark, og jeg er fyldt til randen med tanker om fremtiden, minder og savn - præcis ligesom i mit første blog indlæg. Til ende, vil jeg gerne citere 2 forskellige citater om at rejse og reflektere:
..."Indoneserne kalder på deres poetiske sprog det at rejse for at få vasket øjnene. Jeg hører ofte den indvending mod at rejse, at rejsen blot er en form for virkelighedsflugt. Men der er også meget flugt i at blive hjemme og forskanse sig i en historisk og begrænset identitet. Det, man ser hver eneste dag, ender man med ikke længere at se. De ord, man hører hver eneste dag, ender man med ikke længere at høre. Nationalistens erhvervsskade er blindhed og døvhed, paradoksalt nok også over for det land, han hævder at elske så højt. Den rejsende derimod ser ikke blot de andre. Han ender med også at se sig selv udefra med den rejsendes nysgerrige blik. Med nyvaskede øjne ser man to ting klart: Sine egne begrænsninger og sine egne muligheder."
Carsten Jensen
... "Når man rejser, bliver livet reduceret til det essientelle, at spise, at sove, at vandre. Det efterlader tid og rum til tanker og overvejelser. Når man rejser, revurderer man sine værdibegreber og sin plads i verden, og når man rejser tilegner man sig verden i en labyrint af vilkår, som er stik modsat den fastlagte hverdag. Det er ganske lidt der bliver, som man havde planlagt - heldigvis. Man kommer til at holde af mennesker og steder, og dog skilles man. Men de ekstatiske øjeblikke bærer man fortsat i sig, og de bliver ved med at gløde".
Bruce Chatwin
mandag den 27. juli 2009
søndag den 19. juli 2009
Loving Buenos Aires
Den sidste aften loeb vi toer for penge i Valparaiso. Kelseys kort var blevet spaerret, og jeg havde valgt at lade mit blive i Santiago da jeg jo troede jeg kun skulle vaere der ca. 1 dag.. Vi samlede derfor vores sidste centimos sammen og koebte en papvin og pasta. Derefter satte vi os udenfor vores vens doer og ventede paa han skulle komme hjem da vi jo ikke havde penge til et hostel. Bussen fra Isla de Negra broed sammen saa vi ikke naaede bussen mod Santiago. Det var fantastisk irriterende at foele sig saa haemmet ved ingen penge at have. Det er uheldigvis sket en del gange for mig nu, men man finder altid en loesning - ellers maa man sulte, det er sikkert ogsaa meget sundt at proeve engang imellem.. En dag vil jeg rejse med et bestemt beloeb af penge og saa skal det bare raekke. Efter at vaere blevet begreanset vaerdsaetter man det paa en maade mere..
Efter en overnatning i Santiago, fortsatte jeg mod Mendozas fortryllende vinmarker. Ankom sent om aftennen pga. bussen igen- igen broed sammen paa graensen mellem Chile og Argentina. Vi sad derefter i 2 timer og isfroes. Jeg naede derfor ikke bussen videre og maatte paent vente til naeste dag. Sidste gang jeg tager de shitty busser, billige men yderst upaalidelige med loefter om komfortabilitet og varme saeder - as if!
I Mendoza moedte jeg adskillige folk fra tidligere hostels hvilket var nice nice. Tog paa vinsmagningstur paa cykel med to spansktalende piger fra Qebeck. Vi proevde omkring 8-9 forskellige vine, saa slingrede da lidt paa hjemturen. Det var nu udaerket at ankomme til det forstaaelige spanske sprog igen. Chilenere traekker ordene sammen, cutter `s´erne af og bruger slang som f.eks. "Catchay?" - Forstaar du? Man skal lige braekke koden for accenten foer man faar det hele med.. Jeg finder det utrolig interessant at sammenligne landene. Mange europaere fortaeller at alle de sydamerikanske lande mere eller mindre ligner hinanden, og ja naturligvis har de mange forhold til faelles, men hvor er der ogsaa mange forskellige i folk, sprog og mentalitet, hvis man forsoeger at komme ind under kulturen. Samme aften tog jeg videre mod Buenos Aires hvor jeg nu har vaeret 3 dage. Byen er sammensat af forskellige flippede kvarterer som f.eks. La Boca og Palermo Viejo. Her er en del gadekunst og de soedeste huse i vidt forskellige primaer farver. Milhouse, hvor jeg er inkvarteret er placeret lige ved den stoerste Avenue i BS AS - 9 de Julio. Der er derfor gode metro forbindelser og man kan lige skimte den kendte obelisc. Bor paa vaerelse med 3 piger fra Californien og de er noget for dem selv, skal vi sige det saadan! Derudover min nye bedste veninde Morgan fra Frankrig og Cris fra London. Vi er blevet lidt "de tre musketer" som fjoller rundt, rigtig hyggeligt. I gaar var vi paa Pachá - en velkendt natklub, og aldrig har jeg set saa mange dansende mennesker foer i hele mit liv.. Der var flere niveauer og gode muligheder for at oeve sit spansk hvis ikke musikken havde vaeret saa hoej. I faargaars spiste vi fint med god traditionel, argentinsk boef og roedvin.. Under middagen var der tango show.. Nej hvor er det en flot dans.. Vi har aftalt at vi skal have taget nogle lektioner, men det er maaske en ting jeg ikke behoever at laere.. Det ser simpelthen saa svaert ud, men hvor er det elegant og med foelelse. I aften laver vi mad og hjemme og tager i teatret. Tirsdag tager jeg videre til Iguazu falls og derefter Lima i fly. 2 busture tilbage paa 17 timer - lige til at overleve.. Da der er under 10 dage tilbage blev jeg jo noed til at planlaegge min resterende rejse. Kan man finde paa en federe afslutning end Buenos Aires? Mange steder er dog lukket pga. den haergende svine influenza.. Udover jeg har moedt et par som paastod at have sygdommen, har jeg ikke maerket noget til det. Dog fortalte en af mine brasilienske venner mig at det var blevet advaret mod at tage til Argentina, da sygdommen skulle vaere vidtspredt her.. Omkring 10.000 er blevet syge saa det skal da bestemt tages serioest, dog bliver alt overdrevet i mediernes skraemme kampagner - skandaler saelger, det skal jeg lige love for!
AAh jeg savner mit sprog.. Det blir godt at komme hjem og tilvaenne sig dansk igen.. Jeg finder mig selv taenkende paa engelsk og glemmer selv de mest simple ord paa dansk.. Det er vel prisen man betaler for at have venner fra rundt om i verden. I saa fald er jeg villig til at betale den..
Efter en overnatning i Santiago, fortsatte jeg mod Mendozas fortryllende vinmarker. Ankom sent om aftennen pga. bussen igen- igen broed sammen paa graensen mellem Chile og Argentina. Vi sad derefter i 2 timer og isfroes. Jeg naede derfor ikke bussen videre og maatte paent vente til naeste dag. Sidste gang jeg tager de shitty busser, billige men yderst upaalidelige med loefter om komfortabilitet og varme saeder - as if!
I Mendoza moedte jeg adskillige folk fra tidligere hostels hvilket var nice nice. Tog paa vinsmagningstur paa cykel med to spansktalende piger fra Qebeck. Vi proevde omkring 8-9 forskellige vine, saa slingrede da lidt paa hjemturen. Det var nu udaerket at ankomme til det forstaaelige spanske sprog igen. Chilenere traekker ordene sammen, cutter `s´erne af og bruger slang som f.eks. "Catchay?" - Forstaar du? Man skal lige braekke koden for accenten foer man faar det hele med.. Jeg finder det utrolig interessant at sammenligne landene. Mange europaere fortaeller at alle de sydamerikanske lande mere eller mindre ligner hinanden, og ja naturligvis har de mange forhold til faelles, men hvor er der ogsaa mange forskellige i folk, sprog og mentalitet, hvis man forsoeger at komme ind under kulturen. Samme aften tog jeg videre mod Buenos Aires hvor jeg nu har vaeret 3 dage. Byen er sammensat af forskellige flippede kvarterer som f.eks. La Boca og Palermo Viejo. Her er en del gadekunst og de soedeste huse i vidt forskellige primaer farver. Milhouse, hvor jeg er inkvarteret er placeret lige ved den stoerste Avenue i BS AS - 9 de Julio. Der er derfor gode metro forbindelser og man kan lige skimte den kendte obelisc. Bor paa vaerelse med 3 piger fra Californien og de er noget for dem selv, skal vi sige det saadan! Derudover min nye bedste veninde Morgan fra Frankrig og Cris fra London. Vi er blevet lidt "de tre musketer" som fjoller rundt, rigtig hyggeligt. I gaar var vi paa Pachá - en velkendt natklub, og aldrig har jeg set saa mange dansende mennesker foer i hele mit liv.. Der var flere niveauer og gode muligheder for at oeve sit spansk hvis ikke musikken havde vaeret saa hoej. I faargaars spiste vi fint med god traditionel, argentinsk boef og roedvin.. Under middagen var der tango show.. Nej hvor er det en flot dans.. Vi har aftalt at vi skal have taget nogle lektioner, men det er maaske en ting jeg ikke behoever at laere.. Det ser simpelthen saa svaert ud, men hvor er det elegant og med foelelse. I aften laver vi mad og hjemme og tager i teatret. Tirsdag tager jeg videre til Iguazu falls og derefter Lima i fly. 2 busture tilbage paa 17 timer - lige til at overleve.. Da der er under 10 dage tilbage blev jeg jo noed til at planlaegge min resterende rejse. Kan man finde paa en federe afslutning end Buenos Aires? Mange steder er dog lukket pga. den haergende svine influenza.. Udover jeg har moedt et par som paastod at have sygdommen, har jeg ikke maerket noget til det. Dog fortalte en af mine brasilienske venner mig at det var blevet advaret mod at tage til Argentina, da sygdommen skulle vaere vidtspredt her.. Omkring 10.000 er blevet syge saa det skal da bestemt tages serioest, dog bliver alt overdrevet i mediernes skraemme kampagner - skandaler saelger, det skal jeg lige love for!
AAh jeg savner mit sprog.. Det blir godt at komme hjem og tilvaenne sig dansk igen.. Jeg finder mig selv taenkende paa engelsk og glemmer selv de mest simple ord paa dansk.. Det er vel prisen man betaler for at have venner fra rundt om i verden. I saa fald er jeg villig til at betale den..
mandag den 13. juli 2009
Te amo, Valparaiso!
Efter ankomsten til Santiago viste metroen mig vejen til Casa Roja - Et backpacker hostel fyldt med soede mennesker, liv og en kold, kold swimmingpool. Da sengen foerst var fri kl. 15, tog jeg paa en lang sightseeihng rundt i Santiago. En flot storby med hjerte. Efter et udsoegt besoeg paa kunstmuseet Bellas Artes, frokost og gaatur rundt med udsigt til bakket, groent landskab.
Dagen efter tog jeg til Valparaiso. En lang gaatur ved sydamerikas vigtigste havn som idag anses for vaerende Chiles kulturelle hovedstad. Byen er super kompakt med rodet byplanlaegning. Bestaaende af et visuelt univers af smalle gader fyldt med fascinerende gadekunst og tilhoerende unge, filtrede gadekunstnere er byen et vaeld af farver og forskelligt liv. Moedte en tysker som studerede arkitekt i et halvt aar.. Alt for fedt.. Da jeg var paa opdagelse var det nemt at blive vaek i de mange hyggeligt cafèer med bogstaver og fine haandvaerksbutikker. Om aftennen moedte jeg Kelsey - en vild amerikaner som jeg efterhaanden er blevet rigtig glad for. Det er utroligt hvilke bemaerkninger man skal finde sig I ved blot at naevne sin nordamerikanske afkomst, dog haandterer denne unge politik interessede pige dog over al forventning, og det beundrer jeg paa det dybeste. Vi delte forskellige laekre fiske retter efterfulgt af den bedste flan ever. Med udsigt over havnen og de skoere bakker af Valparaiso foerte vi interessante samtaler og noed den udsoegte chilenske vin. Dagen efter havde jeg besluttet at tage hjem, men blev en ekstra dag. Jeg var inkvarteret hos denne ex-tango-dansende dame som tog varmt imod mig og forventede kun en smule penge for en seng og kaffe. Tidligt tog jeg paa 2. dagen til Viña del Mar som er kendt for laekre strande, uendelige vinmarker og groenne omraader.. Og waw hvor var det flot.. Moedte flere venlige mennesker som ivrigt fortalte om omraadet og dets historie. Efter endnu en gaatur ved vandet returnerede jeg til Valparaiso for at moedes med nogle venner. Aftennen gik med roedvin og chillet musik i en fyrs lejlighed som Kelsey havde moedt gennem Couch Surfing. Det er sjovt med chilenske fyre.. Langt vaek fra ligner de allesammen Thomas Levin og taet paa snarere grimme latino lovere med roede ojne og fedtet haar, dog ser de noget bedre ud end de bolivianske og peruvianske fyre, saa ikke daarligt. I dag vaagnede vi ovenpaa toemmermaends banken og efter god morgenmad paa fortovsrestaurant, tog Kelsey og jeg til Isla Negra hvor poeten Pablo Neruda er begravet. Uheligdigvis for os er mandagen aabenbart stor-lukke dag for museer, saa det blev kun til et smugkig paa hans hus fra lang afstand og et frisk pust af salt.
Hvad kan jeg sige - Jeg er forelsket i Valparaisos legende arkitektur og brunede historie, for slet ikke at tale om alle de seje mennesker. En dag endte med at blive til 4, men i morgen saetter jeg atter kursen mod Santiago og derefter, hvem ved..
Dagen efter tog jeg til Valparaiso. En lang gaatur ved sydamerikas vigtigste havn som idag anses for vaerende Chiles kulturelle hovedstad. Byen er super kompakt med rodet byplanlaegning. Bestaaende af et visuelt univers af smalle gader fyldt med fascinerende gadekunst og tilhoerende unge, filtrede gadekunstnere er byen et vaeld af farver og forskelligt liv. Moedte en tysker som studerede arkitekt i et halvt aar.. Alt for fedt.. Da jeg var paa opdagelse var det nemt at blive vaek i de mange hyggeligt cafèer med bogstaver og fine haandvaerksbutikker. Om aftennen moedte jeg Kelsey - en vild amerikaner som jeg efterhaanden er blevet rigtig glad for. Det er utroligt hvilke bemaerkninger man skal finde sig I ved blot at naevne sin nordamerikanske afkomst, dog haandterer denne unge politik interessede pige dog over al forventning, og det beundrer jeg paa det dybeste. Vi delte forskellige laekre fiske retter efterfulgt af den bedste flan ever. Med udsigt over havnen og de skoere bakker af Valparaiso foerte vi interessante samtaler og noed den udsoegte chilenske vin. Dagen efter havde jeg besluttet at tage hjem, men blev en ekstra dag. Jeg var inkvarteret hos denne ex-tango-dansende dame som tog varmt imod mig og forventede kun en smule penge for en seng og kaffe. Tidligt tog jeg paa 2. dagen til Viña del Mar som er kendt for laekre strande, uendelige vinmarker og groenne omraader.. Og waw hvor var det flot.. Moedte flere venlige mennesker som ivrigt fortalte om omraadet og dets historie. Efter endnu en gaatur ved vandet returnerede jeg til Valparaiso for at moedes med nogle venner. Aftennen gik med roedvin og chillet musik i en fyrs lejlighed som Kelsey havde moedt gennem Couch Surfing. Det er sjovt med chilenske fyre.. Langt vaek fra ligner de allesammen Thomas Levin og taet paa snarere grimme latino lovere med roede ojne og fedtet haar, dog ser de noget bedre ud end de bolivianske og peruvianske fyre, saa ikke daarligt. I dag vaagnede vi ovenpaa toemmermaends banken og efter god morgenmad paa fortovsrestaurant, tog Kelsey og jeg til Isla Negra hvor poeten Pablo Neruda er begravet. Uheligdigvis for os er mandagen aabenbart stor-lukke dag for museer, saa det blev kun til et smugkig paa hans hus fra lang afstand og et frisk pust af salt.
Hvad kan jeg sige - Jeg er forelsket i Valparaisos legende arkitektur og brunede historie, for slet ikke at tale om alle de seje mennesker. En dag endte med at blive til 4, men i morgen saetter jeg atter kursen mod Santiago og derefter, hvem ved..
onsdag den 8. juli 2009
Fe!
Man kan staa paa et stejlt bjerg med en fantastisk udsigt, hvorefter man kan klatre videre til det naeste, og derefter faa udsigt til det foerste, nu mindre bjerg, som man troede skulle vaere det flotteste og stoerste man nogensinde skulle se. Konstant overumpler bjergudsigter, saltoerkner og isolerede oer med blaa, blaa vand min hidtil forstaelse og beundring af naturens kraefter. Man vil altid finde udsigter, bekendtskaber eller udtryksformer, som er stoerre eller bedre end det man hidtil har oplevet. Men for at vi i sandhed skal laere at nyde livet i konstant beundring og refleksion, maa man laere at saette pris paa det man har, velvidende om at der med garanti findes noget endnu smukkere. Det er den skat vi betaler for at leve i en saa stor og forunderlig verden.
Disse ord og min fulde respekt gaar til de mennesker, som mestrer denne kunst.
Paa denne rejse har jeg laert flere ting om livet. Man maa laere de rigtige tidspukter hvorpaa man skal fylde og indskraenke sig - Dette gaelder for saavel bagage som personlighed. En anden vigtig erfaring maa vaere troen paa det gode i mennesket og derved ogsaa dig selv. Navngivningen for dette blogindlaeg; "Fe!" refererer til det spanske ord betydende "Faith" eller "trust" paa engelsk. (Der er ikke nogen praecis oversaettelse pga. vores indskraenkede ordforraad, saa bliver noed til at laane fra det engelske.) Efter ubehagelige episoder, maerkes man gang paa gang ved uvisheden her i tilvaerelsen. "Vil den mand mig noget ondt, han kiggede maerkelig", "Hvorfor tager han min taske - maaske han vil stjaele den!" Disse tanker har gennemsyret mit sind flere gange under diverse busture og hvis jeg skal vaere helt aerlig, skammer jeg mig over dem. Ikke dermed sagt at man skal vaere evig optimist eller naiv, men man maa da heller ikke ende med at tro mennesker vil en noget ondt, naar de blot proever at hjaelpe. Det er svaert for mig at finde balancen mellem at vaere forberedt, og stadig nyde omgivelserne saavel som menneskene. Jeg moedte fornylig to brasilienere. De var meget overraskede da jeg berettede om min begejstring for La Paz. De fortalte derefter om deres oplevelse udelukkende havde vaeret at vaere buret inde paa deres hotel vaerelse fordi de havde laest i Lonely Planet at det var farligt at gaa rundt i byen om aftennen. Sandt nok - jeg har da hoert om mange tyverier, men hvis man ikke tager chancer paa sin vej, laerer man jo aldrig nget nyt.
La Paz
Efter to punkterede daek og strejke omkring Cuzco pga. den idiotiske peruvianske regering, blev vi smidt af paa et tilfaeldigt fortov i La Paz. Vi fandt to andre som ogsaa soegte party hostellet: Loki, og fulgtes derfor i en taxa som vi fik prajet efter 30 min i den umulige centrum trafik. Vi sov med 8 andre i et stort, dejligt og lyst rum. Vi moedte en bunke sjove folk over bla. pop quiz, den bolivianske oel, Bock og pool. Udover en perfekt blanding af fest og afslapning, besoegte vi Coca museet som formidlede den barske historie og vestens opfindelse af Kokain, og derefter krigen mod stoffet som kostede flere mennesker livet end selve indtagelsen af kokain rent faktisk ville. Det gav ogsaa indblik i hvor vel integreret tyggeriet af coca bladet var og til stadighed er i idag i lande som Peru og isaer Bolivia. Jeg finder det nu ikke som noget saerligt, selvom jeg da godt kunne maerke effekten.
Salar de Uyunie
Paa min rejse gennem Bolivia og Chile, er jeg begyndt at lide af savn til junglen. Disse efterlevn beror paa lydene, samtalerne og foelelsen af ikke at vaere til stede paa noget kort og derved i konstant isolation. Hvad jeg ikke savner, men derimod griner af, er de amerikanske tourister som halvvredt spoerger hvad tid dyrene kommer frem saa de kan faa deres billeder - Det er et naturreservat, ikke en zoo! Vi havde et par lignende tourister paa vores 3-dages tur i Salar de Uynuie, som er verdens stoerste saltoerken, lokaliseret i Bolivia. De brokkede sig konstant, hvilket jeg proevede at ignorere, men da de til sidst blev irriterede over at vi kun saa omkring 20 lyseroede flamingoer blev jeg noed til at saette dem paa plads. De havde set dit og hoert dat, ja - men der er forskel paa saesonen! Naturen kan ikke styres at mennesket, og det er da netop det som goer den til det mest fantastiske og rene her i verden. Udover det var turen i salt oerkenen fantastisk. Vi havde ned til 20 minus grader - stik den DK - og gruppen varmede sig derved op med spiritus, som endte med benzin -> ild paa gulvet, og roedvin paa dugen - Woops. Vinduet i jeepen froes fast da en pige skulle have et billede ud af vinduet, hvilket gav kold, kold luft ind i bilen paa vej til gejserne og solopgangen kl. 4 om morgenen. Udsigterne vi saa ved sol op og nedgang var ubeskrivelige. De mest perfekte moerke bjerge, de heftigste gejsere oplyst af fuldmaanen, de store misformede vulkaniske sten som var spredt omkring Licancabur som er en vulkan placeret paa graensen mellem Chile og Bolivia samt de farvede laguner som vi fik fint udsigt over fra bjergene.
Jeg er nu i San Pedro, Nordchile og i morgen tager jeg videre til Valparaiso naer Santiago. En 27 timers koeretur hvilket foraarsagede at jeg naermest tvang en bog ud af en chilener som virkede lidt skraemt, en land historie.
Udover en guidet tur til Valle de la Luna med to andre piger, lejede jeg idag en cykel og koerte rundt i det chilenske landskab. Der var god mulighed for trekking hvilket jeg benyttede jeg af. Fantastisk, ubeskrivelig tur uden kamera.. Nu lidt chilensk roedvin som er fyldigere end noget andet, efter et forhaabentlig varmt bad og saa farvel til San Pedro i morgen tidlig. Hvem ved hvor jeg er i naeste uge, masske paa snow board i Barloche eller i B.A. for at nyde laekkert koed og god musik? Planlaegning er der ikke meget af, men en ting er sikkert, den sidste tid skal nydes!
Disse ord og min fulde respekt gaar til de mennesker, som mestrer denne kunst.
Paa denne rejse har jeg laert flere ting om livet. Man maa laere de rigtige tidspukter hvorpaa man skal fylde og indskraenke sig - Dette gaelder for saavel bagage som personlighed. En anden vigtig erfaring maa vaere troen paa det gode i mennesket og derved ogsaa dig selv. Navngivningen for dette blogindlaeg; "Fe!" refererer til det spanske ord betydende "Faith" eller "trust" paa engelsk. (Der er ikke nogen praecis oversaettelse pga. vores indskraenkede ordforraad, saa bliver noed til at laane fra det engelske.) Efter ubehagelige episoder, maerkes man gang paa gang ved uvisheden her i tilvaerelsen. "Vil den mand mig noget ondt, han kiggede maerkelig", "Hvorfor tager han min taske - maaske han vil stjaele den!" Disse tanker har gennemsyret mit sind flere gange under diverse busture og hvis jeg skal vaere helt aerlig, skammer jeg mig over dem. Ikke dermed sagt at man skal vaere evig optimist eller naiv, men man maa da heller ikke ende med at tro mennesker vil en noget ondt, naar de blot proever at hjaelpe. Det er svaert for mig at finde balancen mellem at vaere forberedt, og stadig nyde omgivelserne saavel som menneskene. Jeg moedte fornylig to brasilienere. De var meget overraskede da jeg berettede om min begejstring for La Paz. De fortalte derefter om deres oplevelse udelukkende havde vaeret at vaere buret inde paa deres hotel vaerelse fordi de havde laest i Lonely Planet at det var farligt at gaa rundt i byen om aftennen. Sandt nok - jeg har da hoert om mange tyverier, men hvis man ikke tager chancer paa sin vej, laerer man jo aldrig nget nyt.
La Paz
Efter to punkterede daek og strejke omkring Cuzco pga. den idiotiske peruvianske regering, blev vi smidt af paa et tilfaeldigt fortov i La Paz. Vi fandt to andre som ogsaa soegte party hostellet: Loki, og fulgtes derfor i en taxa som vi fik prajet efter 30 min i den umulige centrum trafik. Vi sov med 8 andre i et stort, dejligt og lyst rum. Vi moedte en bunke sjove folk over bla. pop quiz, den bolivianske oel, Bock og pool. Udover en perfekt blanding af fest og afslapning, besoegte vi Coca museet som formidlede den barske historie og vestens opfindelse af Kokain, og derefter krigen mod stoffet som kostede flere mennesker livet end selve indtagelsen af kokain rent faktisk ville. Det gav ogsaa indblik i hvor vel integreret tyggeriet af coca bladet var og til stadighed er i idag i lande som Peru og isaer Bolivia. Jeg finder det nu ikke som noget saerligt, selvom jeg da godt kunne maerke effekten.
Salar de Uyunie
Paa min rejse gennem Bolivia og Chile, er jeg begyndt at lide af savn til junglen. Disse efterlevn beror paa lydene, samtalerne og foelelsen af ikke at vaere til stede paa noget kort og derved i konstant isolation. Hvad jeg ikke savner, men derimod griner af, er de amerikanske tourister som halvvredt spoerger hvad tid dyrene kommer frem saa de kan faa deres billeder - Det er et naturreservat, ikke en zoo! Vi havde et par lignende tourister paa vores 3-dages tur i Salar de Uynuie, som er verdens stoerste saltoerken, lokaliseret i Bolivia. De brokkede sig konstant, hvilket jeg proevede at ignorere, men da de til sidst blev irriterede over at vi kun saa omkring 20 lyseroede flamingoer blev jeg noed til at saette dem paa plads. De havde set dit og hoert dat, ja - men der er forskel paa saesonen! Naturen kan ikke styres at mennesket, og det er da netop det som goer den til det mest fantastiske og rene her i verden. Udover det var turen i salt oerkenen fantastisk. Vi havde ned til 20 minus grader - stik den DK - og gruppen varmede sig derved op med spiritus, som endte med benzin -> ild paa gulvet, og roedvin paa dugen - Woops. Vinduet i jeepen froes fast da en pige skulle have et billede ud af vinduet, hvilket gav kold, kold luft ind i bilen paa vej til gejserne og solopgangen kl. 4 om morgenen. Udsigterne vi saa ved sol op og nedgang var ubeskrivelige. De mest perfekte moerke bjerge, de heftigste gejsere oplyst af fuldmaanen, de store misformede vulkaniske sten som var spredt omkring Licancabur som er en vulkan placeret paa graensen mellem Chile og Bolivia samt de farvede laguner som vi fik fint udsigt over fra bjergene.
Jeg er nu i San Pedro, Nordchile og i morgen tager jeg videre til Valparaiso naer Santiago. En 27 timers koeretur hvilket foraarsagede at jeg naermest tvang en bog ud af en chilener som virkede lidt skraemt, en land historie.
Udover en guidet tur til Valle de la Luna med to andre piger, lejede jeg idag en cykel og koerte rundt i det chilenske landskab. Der var god mulighed for trekking hvilket jeg benyttede jeg af. Fantastisk, ubeskrivelig tur uden kamera.. Nu lidt chilensk roedvin som er fyldigere end noget andet, efter et forhaabentlig varmt bad og saa farvel til San Pedro i morgen tidlig. Hvem ved hvor jeg er i naeste uge, masske paa snow board i Barloche eller i B.A. for at nyde laekkert koed og god musik? Planlaegning er der ikke meget af, men en ting er sikkert, den sidste tid skal nydes!
Abonner på:
Opslag (Atom)
